ham anviste Kammer. Men han vendte sig om paa Tærskelen, tog Blankas Haand og sagde: „Endnu Et, min Søster, før vi gaa til Hvile. Har Du hørt Noget om en ældgammel Olding, som er vel ikke ganske, men dog vist tildels, i Valruns Vold?“ Blanka besindede sig noget; men da Othar tydeligere beskrev ham siddende ved en Lampe over en stor Bog, slog Blanka Hænderne sammen for Ansigtet. Ilende udtog hun af sin Kuffert et lidet Maleri og viste ham det. Men Othar saa med Forbauselse Oldingen livagtig som i den store Hvælving, kun at her hvert Træk levede.
„Ja, Blanka, det er ham! Sig mig, om min Anelse er rigtig. Er det vor Bedstefader?“
„Ja, Broder; den gamle, lærde Raimond af Bretagne. Jeg ved kun Lidt at fortælle Dig om ham; men sig mig, hvor har Du seet ham? Er det muligt, at han lever“. Othar fortalte nu om dette Syn og berettede nøjagtigt alt det Vidunderlige og Rædsomme, han havde oplevet. Om Raimond vidste Blanka kun dette af sin Moder, at han stedse granskede i dybe og hemmelige Videnskaber. Han havde engang, gik Sagnet, staaet i Forbindelse med Valrun. Men ved den Visdom, han vist for en Del havde dette onde Væsen at takke for, skulde han have overlistet sin Lærer og tilintetgjort dennes Magt over ham. Dog maatte Valrun just derved faa sit skrækkelige Herredom over Sønnen Armand. Men Armand, som vidste dette, begyndte tidlig at hade og afsky Faderen, og da denne senere hen stod hans Ønsker i Vejen, lod han sig let overtale af Valrun til at bringe Raimond i hans Vold. Dog, mente Sagnet, kunde dette kun halv lykkes den Onde. Raimond indesluttede sig i en dyb Hule og befæstede den for Valruns Efterstræbelser. Men om han døde eller endnu levede, derom havde man ingen Efterretning. Othar og Blanka skiltes ad i en underlig Stemning. Det Lys, deres gjensidige Efterretninger havde kastet paa det Forbigangne, dæmrede baade rædsomt og glædeligt for Sjælen. Halv vaagen og halv omspillet af Drømmesyner, forestillede han sig snart Armands endnu tvivlsomme Vilkaar, snart den døde Oldings underfulde Skjæbne. Først imod Morgenstunden fattede han sin Beslutning, og ilede at vække Blanka.
