des Søster var død, og Ingen vidste Noget om Blanka. Midt i denne skrækkelige Skjæbne bøjede Ulrikke sig for Gud, erkjendte hans vældige Straffedomme og besluttede at udsone sig med Gud og sit Hjerte i et stille Kloster. Med Taarer overgav hun Othar til den gamle, gudfrygtige Synar, og begav sig saa til Bern. Her spirede et skjønt Haab langsomt men stadigt for Ulrikke. Hun tog efter udstanden Prøvetid med Glæde Sløret. Stedse forekom det hende, som Alt endnu skulde blive vel. Uafladelig bad hun for sine arme Børn og for den ulykkelige Fader.
Othar afbrød Blankas Fortælling med det Spørgsmaal: „hvorledes fandt Du Moder?“
„Ogsaa, min Broder, en klar Styrelse af Herren. Da den ædle Ridder Harthur med mig i Aar og Dag havde sukket over din Fordærvelse, kaldte en vigtig Forretning ham til Bern. Han boede her i dette Hus, hos et Par gode Gamle, der siden have huset mig. Af disse fik han Efterretninger om vor af Alle elskede og ærede Moder, hvilke vakte hans Opmærksomhed. Han fik hende i Tale, og hun blev snart sikker om, at jeg var den tabte Datter. Med skjælvende Glæde og Længsel satte min Moder sig strax til at skrive, og jeg rejste, saasnart jeg havde modtaget hendes venlige Indbydelse. Efter mit Ønske skulde jeg for lang Tid siden været Nonne; thi da jeg maatte ansee Dig som tabt, havde jeg jo Intet mere med Verden at skaffe. Men den Salige satte sig derimod; thi hun troede fuldt og fast nu mere end nogensinde, at Fader levede, og at han med Dig og Uller maatte frelses. Da, mente hun, var det godt, at jeg havde Frihed til at forlade dette Sted“.
„Forunderligt er Alt indtruffet, min elskede Søster! ja, uransagelige ere dine Raad, o Herre! usporlige ere dine Veje!“ Under gjensidige Fortællinger var den hele Dag forsvunden, medens Blanka samlede sit Tøj til Afrejsen. Husets gamle Beboere hilste med Glæde sin kjære Frøkens Broder, men hørte vemodige paa, at hun skulde forlade dem.
„Jeg kommer snart tilbage, I Gode“, hviskede hun sagte og venlig til dem. Da Natverden var borttagen, vilde Othar gaa til det
