boede. Da hun havde ført ham ind, saa hun mild, men urolig, paa ham. Othar forstod hende.
„Ja Blanka, Herren har hørt dine og vor Moders fromme Bønner; han har rørt mit Hjerte. Ikke sandt, der er Naade for Synderen, naar han omvender sig?“
„O, min Broder“, svarede Blanka med salige Taarer og saa mod Himmelen; „derover skal være stor Glæde i Himmelen!“ Et hjerteligt Favnetag endte denne Scene, og nu satte hun sig ved et tarveligt Maaltid med den dobbelt gjenfundne Broder. Saasnart Othar havde tilfredsstillet sin Længsel efter at faa nogen Underretning om den Salige, begyndte han forsigtig at forberede Blanka paa at see sin Fader og finde en Broder i Uller. Men det forekom ikke Pigen fremmed. Af Ulrikkes Mund vidste hun den gyselige Tildragelse med Valrun og Tvillingerne. Strax efter Othars Fødsel var dette Uhyre kommen for at fordre sin Ret i Barnet, efter et skrækkeligt Forbund, Armand havde indgaaet med ham: at dele Alt. Og da denne afviste ham med de Ord: „det er kun af Par, at det Ene tilhører Dig“, blev Uller fød. Da greb Valrun denne. Men den forskrækkede Moder slog et Kors over Barnet og døbte det i de nedstrømmende Taarer.
„Vel“, sagde Valrun skrækkelig; „hans Sjæl har Du berøvet mig; derfor skal Armand bøde; thi med ham var Forbundet beseglet. Men Drengens Legeme hører mig til“, og i det samme brød han dets Ryg over med en frygtelig Latter. „Men naar jeg vinder det hos hans Broder, som Du har berøvet mig hos denne, da skal Parret høre mig til“. Saa ilede han bort. Men Armand stormede som rasende ud af Huset, og Ulrikke fik ham aldrig mere at see. Da hun efter et langt Sygeleje, hvori hendes Hjerte endelig vendte sig til Gud, atter fik Helbred, rejste hun med sin lille Othar fra sit Hjem, for om muligt at opsøge den Ulykkelige. Dette lykkedes hende ej. Man bragte hende den Efterretning, at han efter lang Omsværmen havde forlangt at optages i et Kloster. Men da han skulde indvies, var han paa engang bleven afsindig og ilede bort, Ingen vidste hvorhen. Nu vilde den arme Ulrikke søge Ly hos sin Søster, hvor hendes Blanka fra sin spædeste Alder var. Ak ogsaa dette Haab slog den Ulykkelige fejl. Hen-
