han ud i Taarer og skjulte sit Ansigt. Bevægede traadte de begge hen til ham.
„Ulrikke, Du er forløst fra Verden! Ulrikke, Du har igjen besøgt mig!“ Derpaa rakte han Hænderne ud mod Othar og Uller. „Nu kjender jeg Eder; kommer hid mine kjære Børn! ikke sandt, Du er min Othar; Uller, Du er jo ogsaa min! — Gud, Du har tilgivet din ulykkelige Armand! Du har givet ham hans Forstand igjen“. Hulkende styrtede Othar og Uller i hans Arme. Derpaa sagde han med bævende Røst til Othar: „Bed højt for mig, min Søn, saa skal jeg bede sagte efter Dig“. Othar bad med høj Røst under hede Andagtstaarer. Det varede længe, førend deres Sjæle igjen kunde fornemme det Jordiske. Armand vilde fortælle sine Sønner om sit fordums Levnet. Men det angreb dem saa meget, at de bade ham holde op dermed. Kun spurgte Othar, om Blanka var deres Søster.
„Ja mine Børn“, svarede han med et lykkeligt Smil. „Hun er min Ældste. Da hun var fød, indgav Gud mig at sende hende til min Ulrikkes Søster; det var en from Kone. Hun rystede paa Hovedet over mig og sukkede. Men da hun tog Barnet paa sine Arme, bad hun til Gud for det, og sagde: „Denne skal blive din Trøst i din sidste Time“. Ja Børn, Blanka maa fuldende Verket. Endnu idag skal Du rejse, min Othar. Bring hende til mig. Gud vil vise Dig Vejen. Uller maa pleje mig, medens Du er borte“. Othar adlød. Han omfavnede endnu engang sin Fader og Broder, tog nogle Guldstykker af Armands Beholdning, og drog afsted til Bern.
Saasnart han havde naaet en Landsby, skaffede han sig Hest, for ilende at udrette det kjære Ærinde. Glæde og Længsel fyldte hans Hjerte, og da han havde naaet Helvetiens Dale, og den rene, herlige Bjergluft omstrømmede ham, var det som det hele forgangne Liv med dets Uro og Storme lagde sig fjernt bag ham, som de blaa Klippetoppe i Horisonten. En Nat red han igjennem en snæver Bjergkløft paa en temmelig vildsom og farlig Sti. En ærlig Bondemand fulgte ham som Vejviser og forkortede ham paa en behagelig Maade Vejen med sin uskyldige, fortrolige Snaksomhed. Den Tanke, at tilbringe sine øvrige Leveaar iblandt dette harmløse Folk, blev Othar meget kjær, og
