Trøst, var ham nu uendelig dyrebar; først nu, da han skulde forklare den for den opmærksomme Uller, blev Alt deri ham klart. Begge arbejdede paa hinandens Saliggjørelse, og deres Liv flød hen saa barnligt stille, uden Sorger og Adspredelse, at den himmelske Fred maatte nedstige i deres Sjæle. Othar længtes efter Blanka og sin Moder, han længtes efter Jutta; men med hengivent Sind satte han sin Skjæbne til Gud.
En Dag vilde Othar og Uller synge en Psalme, som den Sidste havde digtet. Uller hentede sin Harpe, som han i lang Tid havde forsømt. Da den var stemt, begyndte han Sangen. Men neppe forekom Dens Navn, i hvilket hvert Knæ skal bøjes, før alle Strengene sprang med en klingende Lyd. Uller blev forskrækket; men Othar tog Harpen og kastede den over Muren, sigende:
„Lad fare, min Ven, Alt hvad der frygter for det Navn, i hvilket vi ville leve og dø!“ Den gamle Herre blev uforandret. Ofte talede han hele Timer temmelig fornuftigt; men derefter kom hans Vanvid fordoblet tilbage. Dog var han ikke mere saa rædsom i sin Afsindighed, og det var, som om den mørke Fortvivlelse opløste sig, naar de Unge sad med kjærligt Sind hos ham.
Allerede begyndte Vaarsolen at smile, Træerne fik nyt Løv, og Lærken slog i Luften. Da blev han synlig mattere og mere stille. Med sørgmodig Glæde saa de to Venner hans Opløsning imøde. Men naar han blev var, at de betænkeligt fæstede sit Blik paa ham, smilede han altid og sagde:
„I tænke nok, at jeg dør, og det varer ikke saa længe; men først maa Kapeldøren op; det ved jeg bedre“. Han gik nu sjelden med den tunge Rustning, kun naar Forvildelsen stundom tiltog, trak han den paa. Men hver Dag arbejdede han paa at rydde Kjelderhvælvingen. En Aften var han meget urolig. Han begyndte paa mangen ængstende Fortælling, og tilsidst gjentog han Historien om den onde Mand og Kong Ahasverus. Da han saa, Othar blev ilde tilmode, smilede han og sagde: „det er sidste Gang Du hører den, kjære Barthold“. Othar og Uller besluttede at vaage over ham om Natten. Ved Morgengry rejste han sig overende og saa forundret omkring sig. Lidt efter brød
