Og stirrer paa den Lille;
Men Drengens Taarer trille
Alt i det mørke Vand.
De Strømme gaa saa fast,
De Vinde springe,
Og Baaden i en Hast
Sig snor i Ringe;
Den Smaa saa bange er,
Han staar saa ene der;
Det er saa koldt der ude,
Det vilde Vinde tude,
Og ingen Hjælp er nær.
Men Drengen bliver stor
I Graad og Jammer;
Da finder han et Ror
I Snekkens Kammer;
Han uden det maa dø,
Det sætter han i Sø,
Han staar saa rank og voxen,
Og alt han styrer moxen
Den Baad mod fjerne Ø.
Den underlige Nat
For Kraften svinder;
Paa Horisonten brat
Lyset oprinder.
Han i sin Adel staar,
Og stolt i Havet slaar,
Og, fri for Barnets Lænker,
Han spotter Skjæbnens Rænker,
Og ved, hvad han formaar.
„Ak!“ sagde Othar, og rystede paa Hovedet; „den Vise kjender jeg kun alt for vel. Saadan en daarlig Skipper var og jeg.“ — „Tys“, svarede den gamle Herre, „lad mig synge ud.“
Ak se de blinde Skjær,
De hvide Banker!
