„der, Hr. Bartholomæus; der har Du Nøglen. Gjem Du den for mig!“ Othar blev saa rørt, at han neppe kunde tilbageholde Taarerne.
„Nej, Hr. Ridder, behold den kun selv; hvad skal jeg med den?“ Han frygtede nemlig dels for sin egen Styrke, dels for at den Gamle dog siden kunde blive urolig over at have aabnet sin Fange Buret.
Det var en klar, smuk Høstmorgen. Saasnart Solen havde opvarmet Luften, tog Othar sin Syge under Armen og satte sig med ham paa Bænken under det store Træ.
„Kan Du synge, Bartholomæus?“ begyndte han oprømt.
„Ikke meget“, svarede Othar.
„Jeg kan“, vedblev den Gamle, „en Vise fra min Ungdom af; den holder jeg meget af, men den er lang, og jeg bliver altid bange mod Enden af den.“
„Er da Enden saa rædsom?“ spurgte Othar.
„Enden just ikke; men den har jeg glemt; den er herlig; naar jeg bare kunde huske den. Men Enden, seer Du, har jeg ikke kunnet synge i mange, mange Aar. Derpaa begyndte han at synge, vel med skjælvende og svag Røst, men dog klart og behageligt, og Othar stirrede forbauset paa ham, da han gjenkjendte Sangen.
I Nattens tause Skjød,
Hvor Livet sover —
En Baad sig ilsomt skjød
Paa stille Vover:
Et Barn paa Toftetind
Der staar med Graad paa Kind:
Ej hveden Baaden styred,
Ej hvo den Smaa har hyret,
End kommer ham i Sind.
De Stjerner flamme saa
Paa Himmelbuen,
I Bølgen sorteblaa
Gjenskinner Luen,
Der staar en gammel Mand
I Maanens blege Rand
