i Gudsfrygt og Fromhed. Han vilde gjerne have spurgt den gamle Herre om den underlige Historie om den onde Mand; men den forekom ham saa rædsom, og naar han overvandt sin Frygt og vilde føre den Gamle hen paa denne Materie, syntes denne at have glemt den. Engang, en kold sludfuld Dag, blev den gamle Herre liggende paa sit Leje og rystede af Feber. Det forekom Othar, som om Døden ikke var langt borte, og skjønt hans Befrielse fra dette skumle, sørgelige Opholdssted var en Følge af Oldingens Bortgang, plejede han ham dog med Inderlighed, og frygtede for at miste sin ulykkelige Ven. Den Syge rakte ham taknemmelig Haanden.
„Du tror nok jeg dør, Bartholomæus; nej, nej! Jeg dør ikke, før det er Alt blevet vel.“ Derpaa begyndte han at snakke over sig og kom endelig af sig selv paa Historien om den onde Mand.
„Hvorfor aad ikke Ahasverus Tvillingen op?“ spurgte Othar.
„Ja, seer Du, Hr. Bartholomæus, han kunde ikke, thi Moderen gjorde et Tegn over ham. Men i Ryggen foer Kniven. Saa sagde Ahasverus, at den onde Mand havde bedraget ham, og at han vilde hevne sig. Naar jeg bliver Herre over det hos Tvillingbroderen, som Du har taget fra mig af denne, sagde han til Moderen, saa hører hele Parret mig til. Det var nok Maven, han mente.“
„Nej, det var nok Sjælen“, svarede Othar halv ubevidst, og blev bange for sine egne Ord.
„Kan nok være“, sagde den gamle Herre; „men saa gik Ahasverus fra dem.“
„Hvor blev der af Tvillingen?“ spurgte Othar.
„Ham tog han paa Armen, og gik ind i sit Slot med ham.“
„Hvor blev der af den onde Mand?“ vedblev Othar.
„Han gik ud i den vide Verden. Man siger, han er død, men han lever endnu. Moderen lever ogsaa; men hun er langt, langt borte. Hvi seer I saa paa mig, Hr. Bartholomæus? jeg var dengang en liden Dreng. Det er forskrækkeligt med de gamle Tider, de komme tidt igjen, men de ere saa brogede, saa bagvendte.“ Længer ud paa Dagen blev den Gamles Raseri alt værre og værre. Othar behøvede alt sit Mod for at sidde lige over for ham, naar han reiste sig paa Lejet og stirrede
