ledsaget hende ud af Skoven. Men for et Par Dage siden mødte de en bevæbnet Mand, som kjendte hende, og som hun kaldte sin Broder; denne havde røvet hende af den skjælvende Oldings Arme, og var ilet bort med hende. Fortvivlet gik den arme Afmægtige om i Skoven, indtil han af Mathed var falden i Skummer.
Da de vare komne ind paa Borgen, trak Ridderen Broen op og gjemte forsigtig Nøglen til Brolænken. „Thi“, sagde han, „jeg ved nok, at Du vil gaa fra mig igjen, Hr. Bartholomæus; men der bliver Intet af. Du skal være hos mig, til Jutta kommer igjen; for hun kommer vist. Hun skal jo lukke Kapeldøren op for mig“. Saa uvelkommen end denne Tale var for Othar, maatte han for det første finde sig i sin Skjæbne; han haabede stedse at faa fat paa Nøglen. Saaledes hengled et Par mørke Dage. Men den Gamle troede ham ikke ret, og holdt stedse Nøglen skjult; og ligesom Othar hver Dag blev ham mere uundværlig, saaledes følte denne sig paa sin Side daglig mere forbunden til at staa den Ulykkelige bi. Han indrettede da sin Levemaade ordentlig som for et langt Ophold, undersøgte det indbragte Forraad af Levnetsmidler og samlede Brænde af den store Borggaard, der var vildt bevoxet. Med megen Glæde fandt han efter Jutta en Bibel og nogle gudelige Bøger, samt et Par Krøniker. Vel gøs han ofte over den gamle Herres Fortællinger, hvori Fornuft og Galskab, Sandt og Falskt var besynderligt blandet med hinanden, men han hørte dog paa ham med en Art Fornøjelse. En Aften, Ilden brandt paa Skorstenen og Othar læste for Ridderen af en Krønike, afbrød denne ham.
„Herr Bartholomæus, jeg skal ogsaa fortælle Dig en Krønike: For mange hundrede tusinde Aar siden levede en ond Mand i Polen, ja det var nok i Polen. Han var forfærdelig rig. Hele Kjeldere og Huse havde han fulde med Penge. Men han havde ogsaa en Ven, en ond, ond Konge. Det var Kong Ahasverus af Jerusalem. Jeg var den Gang meget ung; men jeg kan vel huske det. Ahasverus spiste Mennesker, levende Mennesker. Men engang i et stort Gjæstebud var den onde Mand drukken, og saa spurgte Ahasverus ham, om de skulde dele lige med hinanden.
