fjerne Egne havde han nu gjennemvandret, og stedse gladere blev hans Sjæl, stedse højere og skjønnere de herlige Toner. Med hellig Anelse saa han den Stund nær, da han skulde lægge sin Stav og betræde Templet, Maalet for hans lange Rejse. Da udbredte han Armene og raabte med Taarer: o mine Brødre Eder maa jeg dog savne i min Glæde: hvor mon I færdes i Verden? Dersom ogsaa I maatte fulgt mig, let skulde da Vejen bleven.
Aly, den blide hulde Aly, gik bedrøvet og stille omkring. Først ved Savnet faa vi Forestilling om et Godes Værd. Han elskede ikke højere end før sine Brødre; thi de havde hans hele rene Hjerte; men han havde aldrig før saa levende følt denne Kjærlighed. Ikke mere glæder han sig over denne skjønne Aften- og Morgenrøde, thi Ingen kunde nu deltage i hans Glæde; ikke frydede ham de modne Frugter, thi han havde ingen Brødre at dele dem med. Naar Himlen var mørk og regnfuld som hans Øje, da var det ham først vel. Med blottet Hoved gik han da ud i det Frie, og lod Stormen spille i de blonde Lokker. En Dag vandrede han om paa en øde Hede; Tordenen rullede frygtelig over hans Hoved, Lynet slog ned i tætte Glimt, Stormen truede at omstyrte de hundredaarige Ege. Da saa han under en rank Geder et kvindeligt Væsen roligt og ubekymret lænet til et Anker; frejdig hævede hun det blaa, store Blik mod den vrede Himmel, og rolig lod hun Lynet glide ned ved hendes Side. Greben af hellige Følelser traadte han nærmere til hende. En uendelig Majestæt omstraalede det skjønne, herlige Væsen.
„Kom nærmere Aly“, lød hendes hulde Stemme, og han traadte frem med frygtsomme Trin. „Søn, jeg har udseet Dig til min Dyrker; fat Mod og bliv mig værdig. Tung og lang er den Vej, Du skal træde, men desto herligere vil din Løn vorde, naar Du engang naar mit Tempel. Sørg ikke mere, dit Kald er skjønt“. „Herlige Væsen, hvilken er da den Vej, Du anviser mig?“ Og hun svarede: „hverken mod Højre eller Venstre, vig aldrig af fra den lige Bane, og da skal den lange Vej føre Dig til Maalet“. Da satte hun en Ring paa hans Finger; „denne Ring skal erindre Dig om dit Løfte, Aly; naar Du forledes fra den rette Vej vil den trykke Dig“. Saa lagde hun Haanden paa hans Hjerte og svandt. Men en himmelsk Ro, en unævnelig Glæde
