„Jeg er Eder nok en Smule til Byrde, Herr Ridder, i Eders Inkognito. Men bliv ikke vred; det er naturligt, at jeg benytter mig af denne gode Lejlighed til at betale gammel Gjeld. Rejsen gaar, om I tillader det, til Wien. Altsaa omkring!“ Alfried og hans Følge vendte sine Heste og førte Othar imellem sig. Othar taug med indædt Harme. Først da Hungeren tvang ham, nød han uvillig den Føde, man spottende stak ham i Munden. De rejste kun om Natten; ved Morgengry søgte de Skovene. Denne langsomme Rejse forøgede Othars Lidelse. Han fik ret Stunder til at forestille sig den Skjæbne, der ventede ham, og Alfrieds overmodige Fryd forøgede endnu mere hans Harme end Tanken om Straffen; og paa den anden Side malede hans Moders og Idas Uro sig for hans Sjæl. Ofte faldt det ham ind at prøve om Marchesens besynderlige Løfte om Bistand virkelig formaaede at redde ham; men en uforklarlig Modbydelighed for denne holdt ham tilbage. Endelig en Nat, ikke langt fra Wien, blev Alfrieds Spotterier ham ganske utaalelige. Han mumlede ved sig selv de Ord, Marchesen havde forlangt, at han ved sin Indtrædelse i hans Samfund skulde sige: „Val di Runo, til din Førelse overlader jeg mig aldeles; før mig paa dine Veje!“ Derpaa raabte han højt: „Val di Runo!“ og sønderrev Pergamentet, hvilket han med Møje tog frem med de bundne Hænder. Men et frygteligt Ekko tonede fra de fjerne Bjerge: „Valrun!“ og Jorden brast under Othars Fødder.
Da han igjen blev istand til at bemærke, hvad der foregik med ham, befandt han sig paa en mørk underjordisk Vej. Med en voldsom Fart blev han, uden selv at vide hvorledes, fremstødt. En inderlig Angst gjennembævede ham. At di Runo var Valrun, at han nu maaskee for evig tilhørte denne, at det rædsomme Bjergslot stedse skulde indslutte ham: skrækkelige Forestillinger! Endelig stod han for en Jerndør, der oplystes ved en mat Lampe. Døren sprang op, og Valrun, klædt som i Verona, kom ham imøde.
„Velkommen Othar! Frygt ikke, men glæd Dig. Du er nu ved Maalet, ved det Maal, hvortil jeg saa længe og saa uafladelig har søgt at lede Dig. Ikke denne blege Mine, ikke denne skjæl-
