De lange tynde Fingre stode udspilede og Øjnene laa langt inde i Hovedet. Førend han endnu kunde sige Noget, løb Jutta til ham og trykkede venlig hans Haand.
„Der, Fader! bringer jeg Dig en syg og saaret Ridder. Han har reddet mig af Røveres Hænder, og nu maa Du lade mig pleje ham“.
„Ja vist Jutta! Fy skamme Dig; Du har ladet mig gamle Herre alene paa Slottet. Ja saa, har Røverne villet forgribe sig paa Dig? aldrig Jutta mere fra mig. Fy skamme Dig, Du har ladet den gamle Herre saa længe alene“. (Halv hviskende:) „Jeg kjender den unge Ridder; han er mig velkommen“. (Til Ridderen:) „Velkommen, min Herre! I har nok glemt mig; men jeg kjender ganske vel den stolte, velbyrdige Bartholomæus af Savoyen. Velkommen! Stig ind i min Borghal“. Under denne besynderlige Mands uophørlige Snakken kom de ind i den saakaldte Hal, der rigtignok snarere saa ud til at være en Bjørnehule, end en Riddersal. Jutta bragte Othar og den Gamle en Skaal Vand med Saft i, samt tørrede Frugter, og gjorde en venlig Undskyldning for den tarvelige Drik. Derpaa førte hun Othar op i et lidet Værelse og anviste ham et Mosleje.
Underlige Drømme omgjøglede ham. Snart saa han Valrun staa for sig, snart Herman, og snart den blege Ridder i Rustning og Munkekappe. Han vaagnede forskrækket, og hvo beskriver hans Rædsel, da den gamle Ridder virkelig stod bøjet over ham og stirrede i det blege Maaneskin paa ham med de forvildede Øjne.
„Jeg vilde kun see, om I sov, Hr. Bartholomæus“, sagde han, da Othar foer op. Derpaa satte han sig paa en Bænk ved Skorstenen. Men Othars Søvn var forbi. Han stod op og gik med en underlig Frygt for dette Menneske frem og tilbage. Virkelig lignede Riddersmanden snarere en opstanden Dødning, end et levende Menneske.
„Nu Hr. Bartholomæus, hvordan gaar det?“ begyndte han. — „Tiderne ere ikke mere de samme. I kan nok huske mig i mine unge Aar. Hej, husk! Da gik det lystigt. Nu gaar jeg sagte, Men Kapeldøren kan jeg ikke faa op. Ja, ja, gamle Herre! vær ikke bange; den gaar nok op. Men Jutta maa ind først. Tro kun mig, først Jutta, saa — ja hvem saa? Det Navn har jeg glemt. Hør Bartholomæus!“ i det
