Hopp til innhold

Side:Mauritz Hansens Noveller og Fortællinger 1.pdf/135

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

kjendtskab, og skjønt han fandt sig beriget med mange og mangfoldige Kundskaber, fandt, at han fra et friere og højere Standpunkt overskuede Livet og dets Rørelser, maatte dog en indvortes Stemme sige ham, at han havde tabt Mere. Intet Ondt var han sig bevidst at have begaaet under sit Ophold i Verona, og dog forekom det ham, som om han var længer fra det Gode. Troen paa Herrens Ord var aldrig med Ord forkastet af Runo og hans Tilhængere; men den var lidt efter lidt kvalt under de Lærebygninger, der opførtes paa en kunstig Grundvold; dens Liv var udslukket i Othars Hjerte af de kolde Visdomsord.

Han tilbagelagde mange Dagsrejser, uden at nogen synderlig Mærkværdighed tilstødte ham. Vejen blev stedse snævrere, stejlere og vanskeligere. Ofte tog han fejl og maatte rejse hele Mile tilbage. En Aften kom han til Indgangen af en stor, mørk Skov. Han standsede ved et lidet enligt Hus og spurgte om Vejen. Ejeren betegnede ham den, men fraraadte ham at drage ud i den vildsomme Skov før næste Morgen. Han tilbød Ridderen sin fattige Stue og fremsatte en simpel Aftensmad. Mandens Gjæstfrihed behagede Othar, og han besluttede at følge det velmente Raad. Det varede ikke længe, førend tre unge, raske Mænd kom ind, vel bevæbnede.

„Det er mine Sønner“, sagde Verten. „Naa Drenge! Hvorledes er det gaaet med Jagten?“

„Vi have dræbt et Vildsvin, Fader“, svarede den ældste, „en fed Steg, med en dygtig Vams. Jeg har endnu ikke vasket Sveden af Hænderne“. Han tørrede sine blodige Hænder af og satte sig ved Bordet.

„Nu maa I gjøre Eder magelig, Herr Ridder. Hurtig Rudolph, træk Herren der Rustningen af. Maaskee I vil til Hvile?“ Othar takkede og fulgte med den Gamle, der førte ham ud i et lidet Værelse, som dog var ret smukt. Han lod sin Rustning bringe ind og kastede sig træt paa det bløde Leje.

„For Eders Hest er der sørget, og nu Godnat“, sagde den godmodige Vert, idet han blæste Lampen ud og famlende forlod Værelset. Skjønt Ridderen højlig trængte til Hvile, flyede dog Søvnen hans Øjelaag. En flygtig Mistanke til hans Verts Ærlighed opkom hos