engang fra denne underlige Verden. Det var fra Ida med Overskrift: Bern i Helvetia.
„Kjæreste Broder!“ skrev hun; „min Frygt for Dig blev desværre alt for stadfæstet. Dog kan Du maaskee endnu reddes; men da er det paa høj Tid. Al Synd kan forlades, kun ikke mod Aanden, siger vor himmelske Forløser. Derfor, ulykkelige Broder, hvis det endnu er muligt, saa riv Dig ud af de Forbindelser hvori Du nu stedes. Mørket paatager sig ofte Lysets Klæder, og Du, min Othar, vandrer i Mørket og holder det for Lyset; thi hvor er Lys uden hos den Herre Jesus? Spørg mig ikke, hvorfra jeg kjender din nærværende Stilling. At jeg kjender den, maa være Dig Borgen for, at jeg har Ret i at kalde den fordærvelig, skjønt Du vel ikke anseer den derfor. O Ælskede, forlad Verona! Du vil med Forundring see af dette Brev, at jeg er i Bern. O, min Broder! En salig Glæde venter Dig her; gid dit Hjerte endnu maatte kunne fatte den. Se, din og min Moder venter Dig. Ved den Almægtiges Naade har jeg fundet hende her i et enligt Kloster. Hans Naade føre ogsaa Dig til os! Du er vor eneste Sorg; men med Tillid og Haab kaste vi den paa Herren. Omvend Dig, søg Jesum og Du skal finde ham. Kom, o kom til din længselfulde Moder og din bedrøvede Søster
Blanka af Bretagne.“
Dette Brev omkastede alle Othars Planer. Alle hans tidlige Ungdoms Følelser opluede paanyt. Hvorvel han ikke ansaa Marchesens Selskab med samme Øjne som Blanka, følte han dog med Forfærdelse, at han langt fra at være sat i en lykkeligere Sjælstilstand, tvert imod nu mere end nogensinde var Tvivlens og Fordærvelsens Rov. Mod hans Moder, som han saa længe havde anseet for død, higede nu hans hele Sjæl. Trangen til noget Bedre blev levende hos ham, og hvorvel den ikke var et Verk af Længsel efter Samfund med Gud, men af Frygt for hans evige Vrede, blev den dog stærk nok til at sønderrive de Baand, der fængslede ham her. Han overtællede sine Penge og fandt, at der netop var nok tilbage, for at han kunde naa Bern. Med rask Bestemthed gik han da til Marchesen og meldte ham sin Beslutning at reise. Di Runo syntes noget bestyrtset herover.
