„Ak“, sagde Othar, „saa vil det vare længe, før jeg bliver blandt dem; maaskee jeg aldrig nyder den Lykke.“
„Jo, Ridder Othar af Bretagne; jeg kjender Eder alt for lang Tid siden. I hører for det første, at Eders rette Navn er mig ikke fremmed. Eders Ønske skal blive opfyldt. Men det maa I betænke, at ingen Fordom tør trænge sig indenfor det Selskab, I vil optages i. Læg Alt til Side, som I forhen har vidst, ja om muligt, glem det; fra nye og fremmede Synspunkter skal Alt vise sig for Eder; men I skal Intet antage, uden af Overbevisning: her bevises Alt.“
Othar forlod Marchesen med dyb Ærefrygt og med en glad Higen efter den Dag, der skulde gyde Lys i hans Sjæl. Negte ville vi ikke, at hvad der saa meget bidrog til denne Længsel, var det Haab, at blive fri fra Samvittighedens haarde Stemme og Frygten for den Eviges Straffedom. At Alt, hvad i hans nærværende Forfatning nedstemte hans Sjæl, skulde som Taage synke ned for ham, naar han fra et højere Standpunkt overskuede Livet, blev ham stedse klarere. Saaledes skjælver jo Barnet, tænkte han, for Følgen af en Forseelse, som den kloge Fader maler med frygtelige Træk, og bag Forhænget smiler Faderen, naar han har tiltalt den Lille.
Det varede ikke mange Dage, før Othar blev kaldt til Runo. Mange uforklarlige og tildels rædsomme Scener foregik, før man tillod ham Plads blandt de Øvrige. I dette Selskab fandt Ridderen mange Bekjendte fra Marchesens Selskaber; han fandt Prælater og Statsmænd, Riddere og Lærde, Haandverkere og Handlende, Jøder og Muselmænd. Jo oftere han deltog i disse Samlinger, desto mere fattede han af Runos Lærdomme. Naturen adlød hans Vink, adskilte sig i sine inderste Dele og forenede sig igjen ved nye og sære Sammensætninger. Efter saadanne Underscener forklarede Runo Virkningerne, og overførte Alt paa den aandelige Verden. Nu forstod Othar meget af Silvestros Samtale og med stigende Tilbøjelighed kastede han sig over de hemmelige Videnskaber. I kort Tid gjorde han betydelige Fremskridt; og snart skulde han traadt ind i den snævrere Kreds, til hvilken Marchesen betroede sine dybere Hemmeligheder. Men følgende Brev udrev ham paa
