somme og sørgelige hen for ham. En Aften sad han stille og tankefuld paa en Taverna, da han paa engang hørte en mærkværdig Samtale mellem to Adelsmænd, der sad fravendt i et Hjørne af Værelset.
„Ved næste Samling bliver jeg indviet i de højere Hemmeligheder“, hviskede den ene.
„Det har jeg længe havt di Runos Løfte om“, svarede lige saa sagte den Anden; „men ved Du hvad? jeg gyser lige saa meget derfor, som jeg længes derefter!“
„Fordom“, gjentog den Første; „Marchesen, eller hvad han er, ejer os saa alligevel med Hud og Haar; og bliver det alt for galt, saa have vi jo Frihed til at træde tilbage; vor Vilje har han ikke bundet.“
„Ikke med nogen synlig Lænke, Broder; men enhver af os maa dog bekjende, at vor Vilje er temmelig paa hans Side. Hvo ved, om der bliver os noget Valg, naar det sidste Slør er trukket fra vore Øjne.“
„Du fejler; thi deri bestaar Friheden, at vor Vilje er enig med Fornuften, og ikke blot deri, som Mængden af os tror, at Elementer adlyde os. Thi i Sandhed, de Indsigter, vi hidtil ere i Besiddelse af, ligne Drengens, der regner efter Formler, hvis Grund han ikke fatter.“ De Talende syntes at bemærke Othars Nærværelse, og overførte Samtalen paa ligegyldige Ting. Men han reiste sig og gik med blussende Kinder og inderlig Længsel hen til Runo.
Denne Gang havde Marchesen intet Selskab. Tjeneren tvivlede paa at hans Herre vilde modtage Ridderen, men mod al Formodning lod Runo sige, at han var velkommen. Othar blev ført ind paa hans Studerekammer, som var overtrukket med grønt Klæde. Selv sad Marchesen ved et Bord og skrev. Han gik Ridderen imøde med en venlig Mine. Efter en kort Samtale, som Othar henledede paa Naturens Hemmeligheder, fremførte han med Frygtsomhed sin Bøn om at optages blandt Marchesens Disciple.
„I synes at kjende min Maade at undervise paa, Ridder. Ja, det er kun til et Antal Fortrolige jeg tør meddele de Lysstraaler, jeg selv er i Besiddelse af. Den blinde, trælbundne Hob taaler ikke Oplysning. Længe maa den Mand være prøvet, som jeg skal give Plads blandt de Udkaarede.“
