og blev inderlig bevæget ved at see en Pilegrim ligge paa Knæ for et Kors ved Vejen. Pilegrimen sang med høj Røst en Psalme i det han rejste sig, og gik med stille Glæde Ridderen imøde.
„Lovet være Gud!“ sagde han, i det han hilste Ridderen.
„I Evighed!“ svarede Othar med sagte Stemme. Han vovede ikke at slaa Øjnene op paa den fromme Mand. Dybt følte han sit ulykkelige Vilkaar; men hans Sorg var mere Misundelse over den Frommes Lyksalighed end sand Anger, og til at fatte den Beslutning at forbedre sig, havde han ingen Kraft mere. Det var sørgelige Dage, han tilbragte paa sin enlige Rejse, indtil han endelig, uden nogen synderlig Hændelse, naaede Verona. I den Sjælssløvhed, hvori han nu befandt sig, var det virkelig mere for dog at have et Maal for sin Rejse, at han besøgte denne Stad, end af Længsel efter Silvestros Læremester.
Ved sin Ankomst til Byen befandt han sig i megen Forlegenhed; thi de faa Penge, Herman havde forsynet ham med ved Flugten fra Wien, vare næsten aldeles fortærede, og i dette fremmede Land saa hun ingen Udsigt til at forskaffe sig Underholdning. Han beholdt ogsaa her sit antagne Navn Anton af Flandern. Neppe havde han været en halv Time i Herberget, før Verten bragte en tyk og svær Pakke med Udskrift: „Signor Cavaliere Antonio di Flandria.“ Med Forundring rev han den op, og de blanke Guldstykker rullede ud. Det var fra Uller.
„Kjære Broder“ skrev han; „din ulykkelige Skjæbne har rørt os Alle, men Ingen mere end din Uller. Jeg har været i Harthurs Borg. Et stille Tungsind er udbredt over Idas Aasyn, og Harthur sidder bedrøvet i en Krog. Men sørg ikke min Ven: Alt kan endnu blive godt. Kejseren har ikke sønderbrudt dit Vaaben, under Paaskud af, at Du ikke er af tydsk, men fransk Familie. Der er ikke sat Pris paa dit Hoved. Livia er forsvunden; man tror, hun er gaaen i Kloster. Jeg vilde rejst efter Dig til Verona, dersom ikke andre Omstændigheder forbød det for det første. Silvestro og jeg tale daglig om Dig; han lader Dig hilse, og paalægger Dig, jo før jo heller at skaffe Dig Adgang hos Marchese di Runo, hvor en ny Verden vil oplade sig for Dig, og hvor Du i dybe Videnskabers Skjød snart vil glemme dit Uheld. De Penge, jeg sender Dig, ere Overfloden af de Indkomster, min Harpe har forskaffet mig.
