„Du gjør mig til en Bedrager, Uller“.
„Jeg redder Dig“.
Da kom to Udsendte ind med en skadefro Mine; thi at Othars Regnskab var i Uorden, vidste allerede hans Fiender. Skatmesteren pegede taus paa Bogen, og rakte dem Nøglen til Kassen. De undersøgte, og til deres Forundring, og maaskee Utilfredshed blev Alt befundet rigtigt; thi Uller havde vel beregnet Alt; Bedrageriet lod sig ikke let opdage. Da de vare borte, satte Othar sig i en Krog og græd; men Uller spillede en lystig Vise.
„Du har reddet Skatmesteren, Uller; men Othar er sunken dybt“.
Lev for Dagen, som Dig smiler,
Natten kommer, vis og sort;
nynnede Dvergen.
„Ja, ja, vis og sort“, sagde Othar. Just i det Samme bankede Silvestro paa Døren. Hans Samtale adspredte Othar, og bragte ham det Forbigangne i Forglemmelse. Dog, skjønt denne Hændelse ikke strax havde Fordærvelse i Følge, skulde den dog fremskynde det voldsomme Uvejr. I den Forvirring, hvori Othar var, da de Udsendte undersøgte hans Papirer, havde han forsømt at rydde tilside et Par Breve fra Kejserinde Livia, og et Svar, som laa færdigt. En af de Udsendte blev disse Breve var, og stak dem uformærkt til sig. Nu havde hans Fiender vundet Spil.
Ved Midnatstid kom en Ridder af Livvagten ind for at afhente den Ulykkelige. Et sort, skummelt Fængsel modtog ham. Han, for hvem de Store før bøjede sig, der nylig sad ved en Kejsers Side, som endnu forrige Dag hvilede i Livias Arme, han sad nu, mere foragtet end Betleren udenfor hans Bolig, i et skummelt Taarn, foragtelig tiltalt af en raa Fangefoged. Sandelig, Anledning til alvorlige Betragtninger. Men Othar forbandede kun sin ulykkelige Skjæbne, søgte det Onde overalt, uden hos sig selv, og glemte, at Spiren til det Alt var hans nedsunkne Sjæl. Til Gud skulde han have henvendt sig, og friere i Fængslet, end før i Borgen, skulde hans Hjerte have slaaet;
