kaldte Gode have noget Ondt ved sin Side, ellers var det ikke Godt“. Othar saa dybsindig ned for sig. Med levende Deltagelse begyndte han en Kamp mod Silvestros spidsfindige Forklaring; men han maatte snart give tabt. Thi dels manglede han den Sandhedens Aand, der giver os den inderlige Overtydning og Kraft, dels var Silvestros Tunge smidigere end hans, og dels kunde han Intet indvende mod de fysiske og filosofiske Beviser hans Modstander anførte, da han ikke forstod dem.
Efter at Samtalen længe og ivrigt var ført om disse og lignende Materier, sprang Othar efter en Pause op, og greb Silvestros Haand:
„Og Menneskene, og Skjæbnen! Silvestro?“
„Vi ere enten blotte Spil i den hele Mekanisme, eller vi maa hæve os selv til at være Spillere“.
„Og hvorledes er det muligt?“ —
„Ved at slutte sig til Kraften, og rive sig op af Vrimmelen“.
„Jeg forstaar Eder ikke“.
„Og jeg hverken kan eller tør tydeligere forklare mig. Men er Eders Længsel efter Frihed og Indsigt oprigtig, da søg Kundskab hos en vis Mand, hvis dybe Indsigt jeg har at takke for det Trin af Sjælsfrihed, jeg har naaet“.
„Hvem er denne Mand?“
„Naar I engang drager herfra — thi i den Stilling, I nu staar, kan I ikke opsøge ham —, da skal jeg medgive Eder en Anbefaling til ham“.
Det talede endnu Adskilligt, og sent tog Othar Afsked med den Aftale, oftere at see Silvestro.
„Det forekommer mig rigtigt; men jeg forstaar ikke Meget deraf“, sagde Othar ved sig selv, og besluttede at tale med Herman derom.
Den nye Stilling, hvori Othar befandt sig, og som var meget anselig, førte ham ind i en meget glimrende Cirkel. Ja, det var nødvendigt at føre en prægtig og kostbar Levemaade, som hans Indtægter ogsaa tillode ham. Othar lejede en prægtig Bolig, og Fester afvexlede med hverandre hos ham. Denne glimrende og magelige Levemaade behagede ham. Kejseren, og endnu mere hans indtagende Gemalinde for-
