Skatmester. Ved Tilbagekomsten til Wien tog Harthur Afsked. Herman blev hos Othar. Uller ynkedes over den Stemning, hvori hans Ven befandt sig, og foretog sig at adsprede ham. I Førstningen lykkedes det kun lidet. Thi de Selskaber, hvori Uller bragte Othar, havde saa meget raat og vildt, at de afskrækkede ham. Dog deltog han deri, dels for Ullers Skyld, dels fornemmelig for at undgaa at føle sig ene. Hvad der mest underholdt ham i denne Kreds, var et ungt Menneske af et sjeldent Udvortes. Han kaldte sig Silvestro, en Italiener af Fødsel; deltog i det vilde Selskab, som det lod, mere af Vane end af Lyst, og var meget stille. En kold Alvorlighed stod udbredt over det blege Ansigt. Han tømte Bægerne med de Øvrige, som Vand, uden Modbydelighed, men ogsaa uden Glæde, og blev aldrig beskjænket. Dette Menneske tiltrak sig Othars Opmærksomhed; han søgte hans Omgang af Nysgjerrighed og dreven af en uforklarlig Interesse; men Silvestro syntes hverken at undvige, eller at komme Othar imøde.
Saa ofte end Ridderen foresatte sig at bryde sin fordærvelige Omgang med Livia, saa umuligt blev det ham. Hver Dag blev Baandet stærkere, men hvad der satte ham i størst Uro, det var de Efterretninger, han fra flere Venner fik, at man ved Hoffet og i Byen begyndte at tale derom.
„Bagtalelse“, sagde Othar og smilede tvungent.
„Bagtalelse“, gjentoge hans Venner; men Othars Blod strømmede ham hedt om Hjertet.
En Aften gik han temmelig sent og meget urolig gjennem en hemmelig Bagdør ned fra Kejserinden. En Mand gik hurtig efter ham, det var Silvestro.
„God Aften, Herr Ridder! Hvorhen gaar Turen?“
„Til vor Klub“, svarede Othar hurtig, fordi han ikke i Øjeblikket vidste hvad han skulde sige.
„Der kommer nok ikke Mange iaften“, svarede Silvestro; dersom I vil komme til mig, Herr Ridder! og hensladre Aftenen, saa er I velkommen“. Othar modtog Indbydelsen. Silvestro boede meget smukt. Han lod fremsætte Vin og Frugter. I Begyndelsen var Samtalen me-
