Skovhytte. De nærede sig af Jagt og Fiskeri, og levede i sømmelig Enighed som kjærlige Brødre, endog de i Aand vare højst forskjellige. Omar, den ældste, var en skjøn, fyrig Yngling; hans Blod stormede i de store Aarer, og hans Blik var brændende som Middagssolen. Helst sværmede han om ved de skjønne Bredder af det caspiske Hav, ved hvis sydlige Rand deres Hytte laa; eller og han løb ind mellem de høje Taurusfjelde, blæste i sin Skalmeje, og lod Echo fire Gange gjentage dens Toner. Sindbad derimod, den anden Broder, gik stille og dybsindig omkring. Vandrede han i Skoven, da var det for at opsøge sjeldne Stene og Planter; gik han til Strandbredden, da kunde han sidde hele Timer og stirre ned i Søens blaalige Favn. Lidet talede han, men betænksom og viis var hans Tale. Kun udi indbyrdes Kjærlighed lignede disse to den yngste Broder Aly. Han var altid blid som en Foraarshimmel, rolig som en Sommernat, virksom og from som en gammel Patriarch. Uagtet denne store Forskjellighed have dog aldrig tre Brødre været inderligere og hjerteligere forbundne, og naar de hele Dagen havde syslet, hver paa sin Kant, mødtes de igjen ved Aftenstunden med en Glæde, som om det var Aar siden de sidste Gang havde seet hverandre. Dog — Adskillelsen var nærmere end de troede; det syntes og mangen Gang at ane dem.
Omar gik tidlig, før Lærken slog sin Trille, en skjøn Sommermorgen i Skoven. Nattens Kappe blev tyndere og tyndere; Morgenluften aandede levende om hans Bryst; Nattergale og Lærker istemte Lovsangen; Morgenvinden kastede den flammende Sol ud fra de fjerne, blaa Bjerge, og den luede fri paa deres Tinde. Da blev hans Barm overfyldt med Henrykkelse; han ilede fra det alt for skjønne Skuespil indi den melancholske Skov. Her satte han sig ved et brusende Vandfald, betragtede Vandet, hvorledes det vældede, med et Brag, som tusinde Tordner, knustes paa de haarde Stene og forvandledes til et sint Støv, hvori Morgensolen malede Regnbuer. Der kom ham en uforklarlig sød Gysen over; en Vellugtstrøm, som af alle Jordens Blomster, omflød ham; en Sky, der syntes sammenfoldet af Millioner Rosenblade, svævede hen paa Himmelen, bølgede sig som den hellige Alterrøg og dalede ned ved hans Side. Men idet den nedsank, foldede den sig sammen, og et kvindeligt Væsen blev tilsyne, hvis unævnelige Skjønhed pludse-
