fuldkommen lykkelig. Mine elskværdige Plejeforældre formaaede vel ikke i det Første at sætte sig ind i min Fryd; de tænkte som Du, min Othar. Men nu ere de glade i min Glæde. Hils Harthur, din ædle Ven, ogsaa min Ven; hils gamle Herman! Jeg kalder mig, som Du vil, din
Blanka eller Ida.“
Othar læste dette Brev med dyb Rørelse. „O, hvor meget større og ædlere er Du, end jeg! Ja jeg vil være lykkelig ved at besidde Dig som Søster!“ — For første Gang besluttede Othar at efterligne de øvrige Riddere, og udsøge sig en Dame. Valget var ikke let; thi de fortrinligste Damer vare alt optagne, og det Ideal, Othar søgte Magen til, en Ida, var ikke almindeligt. En Dag kom Uller hemmelighedsfuld hen til ham og sagde:
„Othar! Du har igaar gjort en Erobring; forfølg den, og din Lykke er gjort.“
„Du spøger! og hvem vil da gjøre mig lykkelig?“
„Der er hun“, sagde Dvergen, og puttede hurtig et Portræt i hans Haand. Med ilde dulgt Begjærlighed aabnede Othar Haanden.
„Himmel! et dejligt Ansigt!“
„Og Du kjender hende ikke?“
„Nej, i Sandhed.“
„Naa, Du besynderlige Menneske. Ja bi til i Aften, saa vil det finde sig. Men bær Dig nu lidt ordentlig ad.“ Dermed var Dvergen ude af Døren; men Othar blev midt i sin Urolighed smæk vred over hans Formaning.
Aftenen kom, og Othar i sin skjønneste Dragt, med Skjærf af samme Farve som det, der omslyngede Portrættets Hoved. Han saa sig til alle Sider, og kunde ikke opdage sin Skjønne. Da — hvo maler hans Forundring — traadte den unge, skjønne Kejserinde ind i Salen — og det var Portrættets Original! Othar, som endnu stedse var forlegen og bly, havde hidtil aldrig vovet at kaste et Blik paa den prægtige Kejserinde, som desuden først nylig var kommen til Staden. Hans Forbitrelse over Uller, der havde spottet med hans Lyst til at erobre, steg med hvert Øjeblik. Men hvad maatte han tænke, da Kejserinden kastede sine funklende sorte Øjne betydningsfulde paa ham? da hun, idet hun gik forbi,
