Brevets Indhold og ilede, uden at høre dennes Mening, ned til Herman. Denne rynkede Panden og forestillede Ridderen, at der kun vilde komme lidet ud af denne Krig, og at han selv endnu var for svag.
„Det er forgjæves, jeg rejser“. — „Og hvem skal beskytte Ida?“
„Borgmuren og den ærlige Foged, som i mange Aar har staaet hende i Faders Sted. Jeg rejser; vil Du ikke være med, saa bliv tilbage“. — „Jo, Ridder! Du er mig alt for kjær til at jeg kunde forlade Dig, saalænge de gamle Ben endnu kunne klemme en Hest om Siden, og Du ikke selv forskyder mig“.
„Vel da, Herman, saa lav Alting til i Stilhed. Næste Nat maa vi være paa Vejen. Men lad Ingen mærke Noget“. Derpaa kastede Othar sig paa Lejet og indslumrede træt og mødig.
Han vaagnede først langt paa Dag, og kaldte saa paa Uller. „Inat rejser jeg, Uller. Imorgen maa Du paa en varsom og lemfældig Maade underrette Ida saavel om min Afrejse som om vort Slægtskab. Ærindet er vanskeligt; men Du vil bedst kunne udføre det“.
„Og om kort Tid sees vi i Kejserstaden“.
„Vel, Du skal være velkommen“. Derpaa gik han ned til Ida og var den hele Dag oprømt og munter, eller lod i det mindste saaledes. Ogsaa Ida var glad, da hun saa sin Ven fornøjet. Først mod Aften blev Othar atter trang om Hjertet, og da han bød Godnat, havde han Møje med at skjule sin Bevægelse. Ved Midnatstid, da Alt laa indhyllet i Søvn, red Othar ganske stille fra Borgen tilligemed Herman. Begge vare forstemte.
Da det gryede ad Dagen, vare de langt borte; thi deres Heste vare vælige Gangere, og Othar sparede hverken Sporen, naar de rede, eller Havren, naar de hvilede. Efterhaanden blev Othar snaksommere og førte atter den Gamle hen paa de Anmærkninger, han havde gjort om Skjæbne, Nødvendighed, Godt og Ondt. Herman udviklede ofte og nøje sine Tanker, og uagtet Othar langtfra ikke bifaldt dem, manglede de dog ikke at gjøre et dybt Indtryk paa ham. Gjerne gik han efter en saadan Samtale over til den letsindige Ullers Valgsprog: Lev for Dagen, og lad komme, hvad der vil. Ullers Charakteer, der egentlig bestod i ingen at have, virkede endnu mere ved Exemplets Magt paa den uer-
