„Naar Du nu var lidt klogere, kjære Othar, saa betroede Du hverken mig eller Dig selv disse Tvivl. Spørg aldrig efter nogen Ting. Ingen i Verden falder paa dette Slægtskab, som dog til evig Tid bliver tvivlsomt. Hent Du Borgkapellanen fra Lille-Arnspa, og gift Dig heller idag end imorgen, Saa forgaa de Griller nok“.
„Og min Samvittighed?“
„Ømmes ved at sønderrive en Lænke, Fordom har bundet, og gjøre Noget, som ikke kan forarge nogen Dødelig, eller tror Du, Herman og jeg udbasune dine Formodninger? og ømmes ikke ved at sønderknuse Idas Hjerte; thi om din egen Lykke vil jeg ej engang tale. Tænk Dig nu paa den ene Side et lykkeligt Liv med Ida, sunde, stærke Sønner og Døtre, og paa den anden et Liv fuldt af Savn og Anger over en daarlig Fordom, tænk Dig dertil, hvad Folk ville sige om Eder. Nu passerer Ida jo for din Forlovede overalt, det kan Du være vis paa. Stakkels Ida! Du bliver opofret af en Utaknemmelig! Dit Liv er en Malurtdrik, hvori krænket Kjærlighed, Bagvaskelse og Harme, dryppe sin Gift; tænk paa —“
„O hold op, hold op! Ellers kan jeg ikke modstaa“.
„Ilde bar jeg Navn af din Ven, naar jeg holdt op nu —“. Da kom i det Samme en Skrivelse fra Harthur. Othar brød Seglet og læste.
„Jeg erfoer med megen Glæde af dit sidste Brev, at Du føler Dig ganske helbredet, og at Alt er vel. Min Tilbagekomst bliver der for det første intet af; thi vi have her nok at gjøre. Tvertimod har jeg paa Kejserens Befaling at spørge Dig, om Du vil laane ham din tapre Arm. Dette Budskab er Dig vel nu mindre kjærkommet end til enhver anden Tid; thi ikke sandt, Alt er afgjort imellem Dig og Ida? Rygtet har allerede underrettet mig derom, og i Sandhed jeg ønsker Dig oprigtig til Lykke. Kan Du rive Dig løs, da kom; en Skare Udvalgte staar til din Kommando. Udrust Dig rigelig; Du ved, mit er ogsaa dit; tag Herman med, om Du vil, og overlad rolig Ida og mine Borge til den gamle, ærlige Borgfogeds Beskyttelse. Din
Harthur“.
Dette Budskab var Othar saare kjærkommet. Han meddelte Uller
