deri, ophørte de Øvrige. Herman hviskede Noget til Uller, hvorpaa denne tog sin Harpe og fremsatte denne Gaade:
Et Taarn af Kalk foruden Sten,
En liden Borg af Ben,
Paa røde Bund foruden Sand,
Foroven rank, i Grunden kroget.
I Borgen ingen Riddersmand,
Ja ingen Borgefoged;
Dog, kommer Foged i den Borg,
Da volder han stor Hjertesorg,
Da styrter Taarnet ned paa Stand,
Og Ingen det oprejse kan.
Man gjettede her og der. Da sagde den gamle Ridder Ruderik, som gjerne var til Spøg for de Øvrige, fordi han var lige saa enfoldig som opblæst.
„Slig Gaade kan Ingen raade; thi jeg forstaar den ikke“.
„I har dog lige saa mange Taarne for meget, som jeg har for lidt, Hr. Ridder“, sagde Uller og lo; „thi jeg har mistet to Tænder“.
Hele Selskabet morede sig herover, men Ruderik blev vred; thi han havde to dobbelte Tænder, som vansirede ham meget, hvorfor man spotvis kaldte ham Vildsvinet.
„Nu er Turen til en Anden“, sagde Uller. Mange Gaader bleve fremsatte, og de fleste opløste. Endelig kom Raden til Ida. Nu tog hun sin Harpe, spillede en Stund, og sang derpaa saaledes:
Jeg ved en Blomst med Blade purpurdunkle,
Dybt staar den i vort Bryst.
I Bægret gaadefulde Perler funkle,
Didsat fra fremmed Kyst.
Men Blomsten aabner sig og gløder,
Og folder sig igjen og — bløder.
Den fine Skud saa længselfuld udstrækker
Alt fra den indre Rod,
Og atter ængstlig dem tilbagetrækker,
Og dukker sig i Blod.
