Men paa samme Vej
Vi færdes mod Muld eller Himmel.
Den lille Mand,
Som drager saa vidt fra et fremmed Land;
Men vi følges vist
Enten her eller hist,
I Muld eller lysen Himmel.
Othar blev alvorlig og Ida ængstlig, uagtet Ingen forstod hans Sang. Selv følte han maaskee utydeligt, hvad de Ord monne betyde, som Øjeblikket lagde ham i Munden. Meget venlig lagde han Harpen hen, gik mod Ida.
„Lad min Sang ej forstyrre Eder, skjøn Jomfru; Skalden synger alt det, som kommer ham i Tanker, ofte uden at vide selv, hvad han mener; saa gik det og mig.“
„Desto mere rædsom er den Stemme, der taler igjennem ham“, svarede Ida, „naar han ej selv fremlokker den.“ Det varede en rum Tid, før det Indtryk, dette Kvad havde gjort, ophørte at forstemme Selskabet. Mod Aften kom Herman til, og hilste meget venlig den ankomne Gjæst. Han syntes at kjende ham, skjønt han var Uller ganske fremmed. Paa Othars Begjæring tog Ida sin Harpe ind, og begyndte en Sang. Det var denne:
I Nattens tause Skjød,
Hvor Livet sover —
En Baad sig ilsom skjød
Paa stille Vover:
Et Barn paa Toftetind
Der staar med Graad paa Kind;
Ej hveden Baaden styred,
Ej hvo den Smaa har hyret,
End kommer ham i Sind.
Her afbrød Othar hende i nogen Bevægelse, og fortalte, hvorledes han Aftenen før Kampen med Alfried havde hørt denne Sang. Efter nogen Betænkning sagde Ida:
