at han er endnu farligere i sit skjul end da han meldte sin usynlige og bestandige nærhet ved overnaturlige fænomener.
Men jeg har allikevel sovet.
9. august. — Intet; men jeg er bange.
10. august. — Intet; hvad vil der hænde imorgen?
11. august. — Fremdeles ingenting. Jeg holder ikke længer ut herhjemme med denne frygt og denne tanke, som er trængt ind i mit sind; jeg vil reise bort.
12. august, klokken 10 om aftenen. — Hele dagen har jeg villet ta avsted: men jeg har ikke kunnet. Jeg har villet utføre denne saa lette, saa simple, frie handling at reise bort, stige op i min vogn og kjøre til Rouen — jeg har ikke kunnet. Hvorfor?
13. august. — Naar man er angrepet av visse sygdomme, synes hele svingkraften i ens fysik at være lammet, al ens energi tilintetgjort, alle ens muskler slappede, knoklerne er blit slappe som kjøt og kjøtet flytende som vand. Jeg føler det samme i mit moralske væsen paa en underlig og nedslaaende maate. Jeg eier ikke mere nogen kraft eller noget mod, jeg eier ikke herredømme over mig selv og ingensomhelst evne til at sætte min vilje i sving. Jeg kan ikke længere ville; men der er en anden, som vil for mig; og jeg adlyder.
14. august. — Jeg er fortapt! Der er én, som eier min sjæl og behersker den! En, som eier min sjæl og bebersker den! Der er én, som raader over alle mine handlinger, alle mine begreper, alle mine tanker. Jeg er ikke mere noget i mig selv, jeg er bare en slave, som er tilskuer til og rædselslagen over alle de ting, jeg foretar mig. Jeg har lyst lil at gaa ut. Jeg kan ikke. Han vil det ikke; og jeg blir der fortapt og skjælvende i stolen, hvor han holder mig fast. Jeg har bare lyst til at hæve mig op i stolen, til at reise mig for at overbevise mig om, at jeg er herre over mig selv. Jeg kan ikke! Jeg er klistret fast til sætet; og min stol hænger saadan fast ved gulvet, at ingen magt i verden kunde løfte os.
Men pludselig maa jeg, maa jeg i enden av haven for at plukke jordbær og spise dem. Og jeg gaar derned. Jeg plukker jordbærene og jeg spiser dem. Aa gud, aa gud! Men er der da en gud til? Hvis du er til, saa befri mig, red mig, kom mig tilhjælp! Tilgiv mig, ha medlidenhet med mig, vær naadig mot mig! Frels mig! Aa, hvilken lidelse, hvilken kval, hvilken rædsel!
15. august. — Det var sikkert paa samme maate, min stakkars kusine var besat og behersket dengang hun kom for at laane de fem tusen franks av mig. Hun laa under for en fremmed vilje,
