— Har han skrevet til dig?
Hun betænkte sig igjen. Jeg gjettet mig til, hvor smertelig hendes tanker arbeidet i hende. Hun visste det ikke. Hun visste bare, at hun skulde laane fem tusen franks av mig til sin mand. Hun vek altsaa ikke tilbake for at lyve.
— Ja, han har skrevet til mig.
— Naar da? Du nævnte ikke et ord om dette igaar.
— Jeg har faat brev fra ham idag morges.
— Kan du vise mig det?
— Nei . . . nei . . . nei . . . det indeholdt intime, altfor personlige ting . . . jeg har . . . jeg har brændt det.
— Din mand gjør altsaa gjæld?
Hun nølte igjen og mumlet saa:
— Jeg vet ikke.
Da sa jeg barsk:
— Saken er, at jeg for øieblikket ikke kan disponere over fem tusen franks, kjære kusine.
Hun utstøtte et slags skrik av fortvilelse.
— Aa, jeg ber og bønfalder dig. Du maa skaffe dem . . .
Hun hidset sig op, hun foldet sine hænder. Jeg hørte hendes stemme skifte farve; hun graat og stammet, plaget og behersket som hun var av den uimotstaaelige befaling, hun hadde mottat.
— Aa, jeg bønfalder dig . . . hvis du bare visste, hvor jeg lider . . . jeg maa ha dem idag.
Jeg fik medlidenhet med hende.
— Du skal faa dem snart, det sverger jeg dig til.
— Aa tak, tak! Hvor snild og god du er, utbrøt hun.
Jeg fortsatte: Husker du, hvad som foregik hos dig igaar?
— Ja.
— Husker du, at doktor Parent fik dig til at sove?
— Ja.
— Nuvel, det er ham, som har befalet dig at komme hit til mig i morges for at laane fem tusen franks, og du handler i dette øieblik efter en suggestion.
Hun tænkte sig om i nogen sekunder og svarte:
— Ja, men det er jo min mand, som forlanger dem.
I en hel time forsøkte jeg at overbevise hende uten at det lykkedes.
Da hun var gaat, løp jeg hen til doktoren. Han skulde til at gaa ut, og han lyttet smilende paa mig. Tilslut sa han:
— Tror De kanske nu?
