fordi jeg ikke kjender aarsakene, fantaserer vi straks om frygtelige mysterier og overnaturlige magter.
14. juli. — Nationaldagen, republikens fest idag. Jeg har spasert rundt i gaterne. Jeg moret mig som et barn over skuddene og fanerne. Og dog er det temmelig dumt saaledes at bli glad og i godt humør paa en fastsat dag efter regjeringens ordre. Folket er en idiotisk hjord, som snart er sløvt taalmodig, snart vildt ophidset. Man siger til det: «Mor dig.» Og det morer sig. Man siger: »Gaa bort og slaas med naboen.« Han gaar hen og gjør det. Man siger til det: »Stem paa keiseren.« Og han stemmer paa keiseren. Tilslut siger man til det: Stem paa republiken.« Og han stemmer paa republiken.
Men de, som leder det, er likesaa dumme; for istedetfor at
adlyde mennesker adlyder de principer, som ikke kan være andet
end dumme, golde og falske, netop fordi de er principer, det vil
si bestemte, vedtagne urokkelige ideer — og det her i denne verden, hvor man ikke kan være sikker paa noget, eftersom lyset
er en illusion, eftersom lyden er en illusion.
16. juli. — Jeg har igaar set ting, som i høi grad forvirret mig.
Jeg spiste middag hos min kusine, fru Sablé, hvis mand kommanderer det 76de jægerregiment i Limoges. Jeg traf der sammen med to unge damer, hvorav den ene er gift med en læge, doktor Parent, som beskjæfliger sig meget med nervøse Sygdomme og de merkelige aabenbaringer, som nutidens eksperimenter med hypnotisme og suggestion har git støtet til.
Han fortalte os en hel del om de overordentlige resultater, som var opnaadd av engelske lærde og av lægerne ved fakultetet i Nancy.
De fakta som han fremla, forekom mig i den grad besynderlige, at jeg erklærte mig helt og holdent vantro.
— Vi er, sa han, like paa nippet til at opdage en av naturens vigtigste hemmeligheter, jeg mener, en av dens vigtigste hemmeligheter paa jorden; ti de er sikkerlig vigtige nok paa sin maate deroppe paa stjernerne. Fra den stund, menneskene begyndte at tænke og lærte at uttrykke og nedskrive sine tanker, føler han sig omgit av et mysterium, som er uigjennemtrængelig for hans grove og ufuldkomne sanser, og han forsøker derfor ved anspændelse av sin intelligens at utfylde sin avmægtige organisme. Saa længe denne intelligens endnu befandt sig i en rudimentær tilstand, antok denne omgang med de usynlige fænomener banalt avskrækkende former. Herfra skriver sig den folkelige tro paa