to vikende kyster, som langt henne svandt ind i tanken; og midt i denne uhyre, gule bugt, under en gylden og klar himmel hævet sig mørkt og spidst et underlig bjerg midt i sandet. Solen var netop gaat ned, og mot den endnu flammende himmel tegnet sig profilen av denne fantastiske klippe, som paa toppen bærer et fantastisk monument.
Da dagen gryet, vandret jeg henimot det. Det var lavvande likesom kvelden forut, og jeg saa, eftersom jeg nærmet
mig, bedre og bedre det merkværdige kloster. Efter flere timers
marsj naadde jeg en enorm klippeblok, som bærer den lille by,
der helt beherskes av den store kirke. Efterat ha kravlet opad
den snevre og bratte gate, traadte jeg ind i den skjønneste,
gothiske bygning, som nogensinde er opført til Guds ære her
paa jorden, vældig som en hel by, fyldt med lave stoler, der dukker sig under hvælvingene og de høie gallerier, som bæres av
spinkle søiler. Jeg gik ind i denne jættestore granitjuvel, som
er likesaa let som en knipling og bedækket med klokketaarn, med
slanke spir, hvor man naar op ad snevre vindeltrapper og som
mot dagens blaa og nattens sorte himmel tegner sine forunderlige hoder, som myldrer av kimærer, av djævler, av fantastiske
dyr, av uformelige blomster, som er bundet til hinanden med
fine, forvirrede buer.
Da jeg var kommet op paa toppen, sa jeg til munken, som ledsaget mig:
— Hvor De maa ha det deilig her oppe!
Han svarte; — Det blæser meget her; og vi gav os til at passiare, mens vi saa ned paa det stigende hav, som løp henover sandet og dækket det med et staalharnisk.
Og munken fortalte mig historier, alle de gamle historier, som er knyttet til dette sted, legender, en masse legender.
En av dem gjorde et sterkt indtryk paa mig. Folk fra omegnen, de som bor oppe paa hjerget paastaar, at man hører nogen tale ute i sandet og siden to gjeter bræke, den ene med en sterk, den anden med en svak røst. De vantro mener, at det er havfuglskrik, der snart lyder som bræken, snart som et menneskes klage; men fiskere, som er blit forsinket, sverger paa, at ha møtt en gammel gjeter, som ved lavvande streifet omkring ute i sandet omkring den lille by, som ligger saa langt borte fra verden; man kunde ikke se hans hode, som var dækket av kappen, men efter ham følger en buk med et mandsansigt og en gjet med et kvindeansigt, begge med langt hvitt haar, og de taler uophørlig og trætter med hverandre paa et ukjendt sprog, indtil
