. . . . 8. mai ―
For en vidunderlig dag! Jeg har tilbragt hele formiddagen liggende i græsset foran mit hus under den vældige platan, som dækker det og helt gir det ly og skygge. Jeg elsker dette land, og jeg elsker at leve her, fordi jeg har mine røtter her, disse dype og fine røtter, som knytter et menneske til den jord, hvor hans fædre fødtes og døde, som knytter ham til alt, hvad man tænker og spiser, til skik og bruk som til føden, til de stedlige talemaater, til bøndernes særegne tonefald, til den duft, som strømmer mot én fra jorden, fra landsbyerne og fra selve luften.
Jeg er glad i mit hus, hvor jeg er vokset op. Fra mine vinduer ser jeg Seinen, som rinder forbi langsmed min have, bak veien, denne store og brede Seineflod, som gaar fra Rouen til Havre dækket av baater.
Derborte tilvenstre ligger Rouen, den store by med sine blaa taker under en vrimmel av spidse, gotiske klokketaarn. De er utallige, slanke eller brede, alle behersket av katedralens malmspir og fulde av klokker, som toner ut i de vakre morgeners blaa luft og fører like hen til mig sin bløte og fjerne metalklang, denne sang av malm, som vinden bærer hen til mig, snart sterkere, snart svakere, eftersom den tar til eller stilner av.
Hvor veiret var deilig idagmorges!
Henimot klokken elleve defilerte der forbi mit havegjærde, en lang konvoi av fartøier, der blev trukket av en liten bugserdamper, som var stor som en flue og som knapt hørlig utspydde en tyk røk.
Efterpaa kom to engelske skonnerter, hvis røde flag vaiet mot himmelen og derpaa en stolt, brasiliansk tomaster, helt hvit og vidunderlig ren og skinnende. Jeg vet ikke hvorfor, men jeg løftet min hat og hilste den, saa stor glæde hadde jeg av at se dette fartøi.
12. mai. ― Jeg har hat en smule feber nu i nogen dage; jeg føler mig uvel, eller rettere sagt, jeg føler mig trist.
Hvorfra kommer de, disse hemmelighetsfulde indflydelser,
