43
Da kronprinsessens hofstat skulde drage til grænsen for at møde sin nye herskerinde, havde en af damerne søgt Adelaide for at spørge, om hun havde befalinger at give hende i denne an ledning. Prinsessen havde svaret tørt: „ Dersom jeg kunde befale, vilde jeg sikkert ikke sende bud efter en østerrigerinde. " Senere en dag, da Marie Antoinette viste en fasthed, tanten ei tiltroede hende, hed det med ilde dulgt harme fra samme læber: «Man merker godt, at du ikke tilhører vor slegi" Længe før hans bryllup havde tante Adelaide havt magt over den unge prins Ludvig. Hun havde mildnet hans ensomme barndom, skjænket ham næsten en moders kjærlighed; endnu som konge bevarede han en altfor høi mening om hendes forstand og dømmekraft. Hun forestillede ham de farer, der kunde flyde af en forbindelse med Østerrige. Hun gjenoplivede halvt indslumrede familie-erindringer, talte om hans fader, der var bleven ydmyget og behandlet som et barn af minister Ghoiseul. Hun tilhviskede sin nevø et gammelt rygte, der fortalte, at hans faders død skulde været en følge af forgiftning, og indblæste ham mistanken om, at Ghoiseul havde havt sin finger i dette spil.
