39 staar, denne tanke bedrøver mig inderlig. Tænk over det bifald, de har mødt i verden og — det koster mig overvindelse at udtale det — hvilken rolle jeg har spillet! Du maa dog tro mig mere, naar jeg raader dig til det modsatte af, hvad de gjør. Jeg sammenligner mig ingenlunde med disse hæderlige prinsesser, som jeg agter paa grund af deres solide egen skaber. Men jeg maa atter og atter gjentage det: de har hverken forstaaet at gjøre sig re spekterede af folket eller elskede af enkeltmand. Ved for megen godmodighed og vanen at lade sig hovmesterere har de gjort sig vederstygge lige, übehagelige og kjedelige for sig selv, og de har gjort sig til midtpunktet for kabaler og sladder. Jeg ser dig tåge samme vei, og jeg skal tie! Jeg holder altfor meget af dig til at kunne og ville det. Din paatagne taushed i dette stykke gjør mig meget ondt og giver mig lidet haab om en forandring." Forandringen kom imidlertid alligevel. Lidt efter lidt begyndte Marie Antoinette at indse, at moderen havde ret. Hun kunde ikke uforberedt bryde de baand, som hendes ung dom og hendes isolerede stilling havde til skyndet hende til at knytte, og som det daglige samvære havde bundet, fast. Men hendes tillicl
