13
for," sagde hun. Dem har man glemt, og mig vil man glemme." Maria Theresia var for klartskuende og for nøie underrettet om forholdene ved det. franske hof, til at lade sig blænde af den høie stilling, som ventede hendes barn ; hun kunde ikke lukke øiet for, hvor undergravet og vaklende hin trone var, som den unge fyrstinde skulde sætte sig op paa. Hun fortalte datteren om sin egen omflakkende ungdom, om de tornefulde veie, ad hvilke hun havde naaet tronen, om alt, hvad hun havde begravet paa illusionernes store kirkegaard. Den sterke herskerinde græd for Marie Antonia over miskjendelser og forfølgelser, men især over Schlesiens tab. Aldeles pludselig kunde hun tåge hende i sine arme og udbryde: /fænk paa mig, naar ulykkerne bryder ind over dig." Andre dage tog hun hende med, naar hun besøgte hospitaler og asyler. Hun førte hende til forladte børn, gik med hende mellem de syge. Medens hun viste hende elendigheden, indprentede hun hende, at pligtopfyldende ar bejde er det eneste, som skaber varig tilfredshed og ro. Marie Antonia fattede ikke moderens alvor;
