MARIE ANTOINETTES FÆNGSELSTID OG DØD
31
uden maal, antastede fredelige forbigaaende, bankede paa gadedøre, peb og hujede udenfor Feuillant - klosteret. Man ødelagde statuer, tilsølede alt, hvad der erindrede om konge vældet, og skjød gjennem trækhullerne paa dem, der holdt sig skjulte i kjældere. Hele familier vandrede rundt mellem ligene og søgte sine kjære, som savnedes. Solen, der lyste over saa mange ruiner, vækkede dron ningen og blændede hendes øine. Prinsesse Elisabeth var staaet tidlig op og havde klædt børnene paa. Kronprinsen tænkte især paa sin lille hund, som var bleven tilbage i Tuilerierne, og som var bleven dræbt. „Der gives større sorger end denne,“ sagde Elisabeth til ham; „bed Gud om at spare dig for dem!“ Hun førte Karl Ludvig og Marie Thérése til dronningens seng. „Stakkels børn,“ sukkede moderen, „hvor det er grusomt at have lovet eder en saa herlig arvelod og at maatte sige til eder: alt er forbi med os!“ Kammerfruerne, som var undslupne midt under slottets ødelæggelse, kom for at se til dronningen. De fandt hende siddende paa kanten af en feltseng, og de brast i graad. En kvinde af folket, som havde opsyn med det forladte kloster, redte hendes haar. Marie Antoinette strakte armene ud mod sine tjenerinder; hun vovede næsten ikke at se paa dem. Længe fandt hun for bevægelse ikke et ord at sige til dem. „Kommer hid, ulykkelige kvinder!“ udbrød hun endelig; „ser en kvinde, som er ulykkeligere end I er; thi det er hende, som er skyld i eders ulykke!“ Kammertjeneren Hue havde frelst sit liv ved at hoppe ud af et af slottets vinduer og kaste sig i Seinen. Den første dag havde han holdt sig skjult i byen; men dagen efter ilede han til Feuillant-klosteret. Dronningen overøste ham med spørgsmaal om de personer, som varblevne tilbage i Tuilerierne. Hun havde overbærende ord for venner, som havde forladt hende, tak og erkjendtlig hed for dem, som var forblevne tro. „Hvad der trøster mig,“ sagde hun, „er, at de venner,
