30
MARIE ANTOINETTE, DRONNING AF FRANKRIGE
En adelsmand tog ham paa sine arme. Dronningen hvi skede ham et par ord i øret, og pludselig blev barnet atter glad. „Mama har lovet, at jeg skal faa lov at sove i hendes værelse, fordi jeg har været snil ligeovertor de stygge mænd,“ sagde han til adelsmanden. Et tarveligt aftensmaaltid blev sat frem; men kun børnene spiste nogle mundfulde. Udenfor rasede mængden; man forlangte dronningens hoved. „Hvad har hun forbrudt mod dem?“ spurgte kongen sørg modig. Der var i klosteret fire tomme celler, som alle vendte ud mod en lang gang, hvis døre blev strengt bevogtede. Kongen slog sig ned i den næstførste celle, dronningen og hendes datter i den tredie. Kronprinsen og hans guvernante tog den fjerde i besiddelse. Den første celle benyttedes som forværelse; nogle tro venner vaagede her over den faldne konge og dronning. Marie Antoinette gik et øieblik ind til sin mand; hun kunde endnu ikke trøste sig over at have forladt slottet uden at forsøge modstand. „Maaske vilde alt være gaaet anderledes, om vi itide hav de ladet oprørerne angribe,“ sagde hun. „Ved hvem?“ spurgte kongen ærgerlig. Dronningen sagde intet mere. Faa minutter efter vendte hun tilbage til sin celle. Dørene kunde ikke stænges; tapeterne, som var iturevne og smudsige, blaffede frem og tilbage, og der fandtes i klo steret kun straastole og haarde senge. Nede i gaarden sang og dansede oprørsmændene. Tunge tanker holdt dronningen vaagen; først da klokken slog seks om morgenen, kom søvnen og skjenkede hende et par timers fred. Hovedstaden vaagnede tidlig. Folket var vildt begeistret; kongens venner var fortvivlede. Blodpøle, størknede af sommerheden, dynger af lig, som var afklædte og lemlæstede, bedækkede Tuileriernes have og Ludvig den femtendes plads. Menneskeflokke løb rundt
