MARIE ANTOINETTES FÆNGSELSTID OG DØD
25
urolige og forbitrede blikke paa den svage monark; og de anklagede ham for at have givet befaling til slagteriet. Marie Antoinette bedækkede sit ansigt; kanonernes drøn drev blodet op i hendes kinder. Hendes øine straalede; übe stemte forhaabninger blussede op i hendes sind. Men snart forsvandt haabet atter; hendes sidste forsvarere blev myrdede. Udefra hørtes hoie raab; man forlangte, at schweizerne skulde nedlægge sine vaaben. Uden sværd, uden hat havde adelsmanden d’Hervilly gjen nem kugleregnen trængt sig frem til schweizerne i slottet. De vilde vise ham de forholdsregler, som de havde truffet for at forsvare Tuilerierne. „Det handler ikke herom,“ raabte han; „det handler om at naa rigsforsamlingen.“ „Ja, kjække schweizere,“ sagde en anden adelsmand, „gaar til kongen! Eders forfædre har tidligere gjort dette mere end en gang!“ Schweizerne adlød tiltrods for sin sorg over at skulle for lade kamppladsen. Man opsøgte de trommeslagere, som ikke var faldne. Trod sende kuglerne, som regnede ned over dem fra alle sider, lykkedes det at faa opstillet soldaterne som paa en parade dag. En uforudseet fare var forbeholdt dem paa veien mellem Tuilerierne og den lovgivende forsamling; Flere bataljoner nationalgardister havde forholdt sig übevægelige under kam pen; men neppe viste schweizerne sig ved enden af den store allée, før de franske soldater skjulte sig bag træerne og fyrede paa dem fra dette baghold. Skarer af schweizere blev skudte ned. Dreven af iver, med sværdet i haanden, styrtede baron Salis ind i rigsforsamlingen. „Schweizerne!" skreg man fra alle sider. Flere deputerede søgte frelse ved at springe ud af vinduerne. En af dem hen vendte sig til anføreren og befalede ham at tvinge sine trop per til at sænke sværdene. Han negtede at gjøre det. Man førte kaptein Durler hen til kongen.
