22
MARIE ANTOINETTE, DRONNING AF FRANKRIGE
Marie Antoinette hørte raabene, men hun fortsatte rolig sin gang. Forinden den kongelige familie kunde faa adgang til den lovgivende forsamlings sal, havde man maattet meddele de deputerede, at Ludvig agtede sig derhen. Fireogtyve medlemmer af forsamlingen blev sendte ham imøde. De traf ham i den store allée ved foden af feuillan ternes terrasse. Den var fyldt af en rasende menneskehob. En mand, som holdt en lang knippel i haanden, skreg uafladelig: „De er skyld i vore ulykker! De faar ikke lov til at træde ind i forsamlingen. Dette maa have en ende. Ned med dem! “ Paa terrassens fjerde trin stod Roederer. „Borgere!“ raabte han, „jeg beder om stilhed i lovens navn! I synes tilbøielige til at forhindre kongen og hans fa milie fra at betræde rigsforsamlingen. I har ingen ret til at hindre det! Ifølge grundloven har kongen sin plads i dens midte." De deputerede bekræftede hans ord; men mængden vilde desuagtet ikke aabne veien. Manden med knippelen skreg fremdeles som en besat: „Ned med dem! Ned med dem!" Roederer sprang hen til ham, greb knippelen og kastede den ind i haven. Folkemasserne stod saa tast pakkede, at en lommetyv fandt leilighed til at stjæle dronningens pung. En soldat greb den lille kronprins. Marie Antoinette udstødte et frygteligt skrig; hun troede, at man vilde rive sønnen fra hende. Men gardisten løftede kronprinsen op over sit hoved og beroligede moder og barn. En anden sagde til kongen: „Sire, vi er brave folk; men vi vil ikke, at De skal for raade os længer. Vær en god borger; og glem ikke at jage bort Deres præster og Deres hustru!" Prinsesse Marie Thérése har fortalt: „Vi maatte vente en halv time, inden vi fik tilladelse til at slippe ind i salen. Flere deputerede modsatte sig vor ind trædelse. Der stod vi i den lille, trange gjennemgang, som var saa mørk, at vi ikke kunde se en haand for os, og hvor
