Side:Marie Antoinettes fengselstid og død.pdf/33

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

MARIE ANTOINETTES FÆNGSELSTID OG DØD

21

Kongen nærmede sig døren; udenrigsministeren gik ved hans side. Ludvig den sekstende havde længe været en skyggekonge; nu gik han i spidsen for sit eget sørgetog. Marie Antoinette, som havde taget marineministerens arm, holdt sin søn ved haanden. Prinsesse Elisabeth fulgte hende med prinsesse Marie Thérése. Prinsesse Lamballe og fru Tourzel sluttede toget. Dronningen græd. En nationalgardist tog feil af grunden til hendes taarer og sagde til hende: „Deres majestæt behøver intet at frygte; De er omgiven af retskafne borgere." „Jeg frygter intet for mig,“ svarede hun. Prinsesse Elisabeth betragtede folkemængden „A!le disse mennesker er vildledte,“ ytrede hun. ,Jeg ønsker, at de maa omvende sig; men jeg ønsker ikke, at de maa blive straffede." Marie Thérése havde taarer i øinene. Prinsessen af Lamballe sagde sørgmodig: „Vi vender aldrig tilbage til Tuilerierne." Sommeren havde været tør og hed; løvet paa træerne var gulnet. Medens man gik gjennem parken, morede kronprinsen sig med at puffe det tørre løv foran sig med fødderne. „ Løvet falder tidlig iaar,“ sagde kongen. En af revolutionens førere havde ved sommerens frembrud forkyndt, at kongedømmet vilde falde samtidig med løvet. De faa nationalgardister, der var kongedømmet hengivne, søgte at bane vei gjennem folkemængden. En borger gik hen til kongen. „Tag min haand,“ sagde han; „det er en ærlig mands haand. Tiltrods for alle Deres feil vil jeg aabne en vei for Dem; men hvad Deres hustru angaar, saa skal hun ikke komme ind i forsamlingen. Det er hende, som bærer skyl den for franskmændenes ulykke." „Bort med kvinderne eller vi dræber dem alle tilhobe!" raabte nogle.