20
MARIE ANTOINETTE, DRONNING AF FRANKRIGE
gen og hans hus. Napoléon, der som ung officer i afstand var vidne til begivenhederne, har sagt, at han, dersom han havde havt to bataljoner schweizere og nogle ryttere til sin raadighed, vilde have paataget sig at give oprørerne en lære penge, som de ikke skulde have glemt. Og Barbaroux, den rasende revolutionsmand, har udtalt; „De feil, som oprørerne havde gjort, angribernes mangelfulde forholdsregler, nogles skræk, andres samvittighedsløshed, slottets modstandskraft, alt vilde have tilsikret hoffet seiren, hvis kongen ikke havde forladt sin post. Dersom han havde vist sig, dersom han var stegen tilhest, vilde befolkningens store majoritet have udtalt sig til fordel for ham.“ Dronningen bønfaldt sin mand om at stille sig i spidsen for forsvarerne; men Ludvig vaklede og vilde det ikke. „Lad os gaa,“ sagde han. Men dronningen negtede frem deles at forlade Tuilerierne. Først da Ludvig med taarefyldte øine erklærede, at han ikke vilde gaa bort uden hende, sam tykkede hun i haabet om at redde hans og børnenes liv. Hun vendte sig atter mod Roederer. „De indestaar for kongens person; De indestaar for min søn,“ sagde hun til ham. „Madame,“ svarede Roederer, „jeg lover at dø ved Deres side! Det er det eneste, som jeg kan indestaa for.“
III Kongefamilien forlader Tuilerierne. I journalisternes loge. Schweizernes død. Kongedømmets fald.
Slotsuret havde nylig forkyndt, at klokken var otte om morgenen. Kongeparret gik gjennem de tilstedeværendes rækker. „Vi kommer igjen,“ sagde monarken til sine venner og tjenere. „Vi kommer igjen,“ gjentog dronningen; men hverken hun eller hendes egtefælle nærede haab.
