Side:Marie Antoinettes fengselstid og død.pdf/26

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

14

MARIE ANTOINETTE, DRONNING AF FRANKRIGE

scenerne fra Varennes. Han øste penge ud til Danton og andre opviglere i haab om at sikre sig støtte hos dem. Man var forberedt paa, at uveiret vilde bryde løs den 10de august. Den 9de august havde været forholdsvis rolig; først ud paa aftenen forvandledes stillingen. Forstædernes beboere samlede sig i grupper udenfor sine huse. Hofdamer, som skulde til slottet, blev fornærmede af folket og tvungne til at vende om. Det var en deilig aften. Himlen var klar, oversaaet med stjerner. Paa grund af varmen havde man aabnet alle vin duer i Tuilerierne; i lang afstand saa man slottet oplyst som til fest. Alt syntes roligt og fredeligt bag dets mure; dog rullede livet derinde med feberglød. Forvirrede tanker arbeidede i kongeparrets, i hoffolkenes og i tjenernes hjerner. Ved midnatstid begyndte klokkerne at ringe over hele byen. Trommernes hvirvel blandede sig med stormklokkens lyd, Revolutionsmændene slog alarm; ogsaa kongedømmets venner begyndte at samle sig. Folket rykkede ud. Fra slottets balkon hørte dronningen og prinsesse Elisabeth, hvordan tummelen snart voksede, snart aftog i gaderne. Ludvig havde først opholdt sig i sit soveværelse, men gik derfrå ind i sit arbeidskabinet, den saakaldte „raadssal“. Den gudfrygtige monark havde ladet sin skriftefader kalde til sig. Indelukket med ham sendte han brændende bønner til himlen om at maatte forlenes med det mod og den resignation, som han trængte saa høilig. Udfaldet af striden mellem kongen og befolkningen kunde endnu synes tvivlsomt. Ni hundrede schweizere var opstil lede i slottet tilligemed en del nationalgardister, som var kongedømmet tro. Et hundrede mand af det ridende politi var samlet udenfor. Schweizerne, der var rede til at dø til sidste mand, stod i slagorden i slotskapellet og ved kongeporten. Regimentets kaptein, baron de Salis, kommanderede vagtposterne paa trappen. En reservetrop under ledelse af kaptein Durler stod paa post foran Marsan-pavillonen i den saakaldte „Schweizer gaard“. Adelsmænd kom endelig i sidste øieblik for at kjæmpe og