MARIE ANTOINETTES FÆNGSELSTID OG DØD
13
om det gjordes fornødent. Men derved vilde jeg give kongens Render nye vaaben ihænde. Vredesraabet mod „østerriger inden,“ mod en kvindes herredømme, vilde blive almindeligt over hele Frankrige. Hvis jeg traadte frem, vilde jeg des uden stille kongen i skygge. En dronning, som ikke er re gentinde, maa under vore nuværende omstændigheder forblive i uvirksomhed og forberede sig paa at dø.“
II Morgenen den 10de august 1792. — Den sidste revue.
Man skjendtes og sloges paa gader, i kaféer, i theatrene, i Palais Royal. Faren steg uafladelig. Inden nationalgarden hørte hendt ligheder og slagsmaal til dagens orden. Længst havde man hørt de første forbud paa storm. En del af nationalgardisterne stod endnu paa hoffets side; men en anden og større del stod i skarp opposition til kame raterne. Den lovgivende forsamling havde erklæret fædrelandet for at være i fare. Overfeltherren over de allierede tropper hertug Ferdinand af Brunsvig - havde udstedt et krigs manifest, der var opfyldt af de frygteligste trusler mod det franske folk. Vilde rygter ophidsede fantasien. Det hed, at Tuileriernes slot var fyldt af vaaben og andet krigsforraad,. og at de præster, som ikke var edfæstede, fandt tilhold i kongens hus. „Hvordan skal jeg kunne bringe min familie i sikkerhed?“raabte Ludvig gang paa gang. Endnu i denne ellevte time fremsatte man forskjellige for slag til kongens og hans families frelse. Narbonne, Bertrand de Molleville, hertugen af Liancour, madame de Stael lagde flugtplaner for dem. Lægerne tilraadede et ophold i Com piégne. Men for at reise did, maatte man have den lovgivende forsamlings tilladelse; og Ludvig frygtede en gjentagelse af
