12
MARIE ANTOINETTE, DRONNING AF FRANKRIGE
raad lagt hende paa hjerte ikke at fæste lid til ham. „Ma dame,“ havde han sagt, „mistro Lafayette! Dersom han nogensinde bliver armeens øverstbefalende, vil han holde kongen fangen i sit telt.“ Rygter om en plan til kongefamilens frelse var imidlertid alligevel trængt ud blandt Ludvig den sekstendes venner. Under føderationsfesten havde de blandet sig med mæng den; de ventede et tegn, som de troede vilde blive givet dem. To kompagnier schweizere havde eskorteret kongefamilien; man haabede ved hjælp af disse at kunne bane en vei midt i tummelen og føre kongen og hans familie bort fra Paris. Men Ludvig sagde intet og gav intet tegn. Han lod de sidste udsigter til frelse glippe sig af hænde. Udlandets hære rykkede samtidig nærmere mod Frank rige; Marie Antoinette haabede paa dem. I en af de lyse juli-nætter, som gik forud for kongedøm mets fald, betroede hun sit haab om frelse til sin kammer frue madame Campan. Maanens straaler trængte ind gjennem de aabne vindus lemmer. „Naar maanen skinner næste gang,“ sagde hun, „vil vi være befriede! Jeg kjender de allieredes felttogsplan. Den dag vil de indtræffe i Verdun, hin dag i Lille.“ Men hun var langtfra uden uro for, hvad der kunde ske inden den tid. „Kongen er ikke feig,“ ytrede hun; „han er i besiddelse af et meget betydeligt passivt mod. Men han trykkes af en falsk undseelse, en mistillid til sig seiv, der ligesaameget er en følge af hans opdragelse som af hans karakter. Han er bange for at befale. Mere end noget andet frygter han for at tale til en forsamling af mænd. Lige til sit tyvende aar levede han ængstelig under Ludvig den femtendes øine; denne tvang har forøget hans naturlige tilbageholdenhed. I de forhold, hvori vi nu staar, vilde nogle velvalgte ord til Paris’s be folkning gjøre vort parti hundrede gange sterkere; men kon gen vil aldrig udtale disse ord!“ Dronningen talte videre om, hvorfor hun ikke stillede sig i forgrunden. Jeg kunde handle," sagde hun; „jeg kunde stige tilhest,
