Side:Marie Antoinettes fengselstid og død.pdf/23

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

MARIE ANTOINETTES FÆNGSELSTID OG DØD

11

Lafayette havde altid tørstet efter ære og popularitet; men igrunden elskede han kongen, og han vilde gjerne tjene ham. Han huskede, hvad han personlig skyldte Ludvig; han hu skede maaske fremfor alt det blod, som hans fædre havde udgydt for at forsvare den trone, som nu styrtede sammen. Benyttende føderations-fes-ten som paaskud havde han og den gamle marechal Luckner, der fuldtud var vunden for kongens sag, havt til hensigt at udbede sig tilladelse til at være tilstede ved samme. Hjulpne af disse to mænd kunde kongen og hans fami-He have forladt Paris ved høilys dag. Nationalgarden havde kunnet beskytte deres flugt til Com piégne; og her vilde femten eskadroner have været opstil lede for at sikre dem friheden. Forslaget var bleven forelagt ministrene til drøftelse, og det var enstemmig bleven godkjendt inden statsraadet. Tiltrods for sin afsky for at overgive sig til de konstitu tionelle, paa hvem han lagde ansvaret for sine skrækkelige forhold, havde Ludvig heller ikke været utilbøielig til at sam tykke i denne plan. Denne gang havde det været Marie Antoinette, som modsatte sig samme; hun havde afslaaet at betro sin skjebne til Lafayette, som hun betragtede som sin onde genius. Hun havde seet hans skikkelse reise sig mod hende lig et spøgelse hver skjebnesvanger time under den store revo lution : Det var ham, som havde ført hende som'fange til Paris den sjete oktober 1789. Han havde været hendes fange vogter i Tuilerierne. Synet af ham havde fyldt hende med rædsel hin mindeværdige nat, da hun flygtede ud af slottet og forvildede sig paa Caroussel-pladsen. Det var hans ad jutant, som var kommen efter kongefamilien i Varennes. Lafayette havde været tilstede ved den ydmygende tilbage komst; hans blotte navn bragte hende til at skjælve af had og rædsel. Forgjeves havde prinsesse Elisabeth bønfaldt: „Lad os glemme det forbigangne. Lad os kaste os i ar mene paa den eneste mand, der er istand til at frelse kongen og os!“ Marie Antoinette kunde ikke udholde den tanke at være generalens skyldner. Mirabeau havde i sine sidste, fortrolige