MARIE ANTOINETTES FÆNGSELSTID OG DØD
7
To aar før havde man feiret føderations-festen med umaa delig begeistring. Marsmarken havde den fjortende juli 1790 fra den tidligste morgen været overfyldt af glade skarer.*) Hvor forandrede var ikke forholdene nu! 1792 stod festpladsen endnu tom op ad formiddagen. Fol ket havde nemlig først samlet sig paa den plet, hvor Bastillen tidligere havde ligget, og hvor man paa denne dag lagde den første sten til en søile, som skulde minde om dens fald. Paa Marsmarken den egentlige festplads havde man opstillet fire trærammer; de var klædte med graamalet lær red, som forestillede en grav, et hædersmonument for dem, som var faldne eller saarede ved grænsen. Paa den ene side læste man: „Skjælv tyranner! Hevnen venter eder!“ Hundrede favne længer borte, lige ved Seinefloden, var der reist et høit træ; man havde kaldt det „Lehnsvæsenets træ“. Det ragede op fra en umaadelig brændestabel; man havde hængt vaabenskjold, ridderordener, hjelme, tiaraer, kardinalhatte, pavekroner, Sanct Peters nøgler og doktorhatte paa dets grene. Endelig havde man hængt en kongekrone paa træet ved siden af greven af Provence’s, greven af Ar tois’ og prinsen af Condé’s vaaben. Klokken elleve om formiddagen kjørte den kongelige fa milie til militærskolen, som laa ved festpladsen. En afdeling soldater red foran; tre vogne fulgte efter. I den første sad hofkavallererne, i den anden sad dronningens damer. I den tredie havde kongeparret, børnene samt prin sesse Elisabeth og prinsessen af Lamballe taget sæde. Marie Antoinette syntes mere majestætisk end ellers paa denne dag. Ludvigs ansigt var velvilligt og roligt som sæd vanlig. Ætlingen af de mange mægtige herskere tog med sin fa milie plads paa militærskolens balkon og ventede paa folke toget, som kom fra Bastillens ruiner. Det var et besynderligt tog, som nærmede sig! Mænd og kvinder strømmede ind paa pladsen; mange var halvdrukne, de fleste var bevæbnede med lanser og dolke. Prostituerede
- ) Se „Marie Antoinette og Revolutionen“ (kapitel IX).
