MARIE ANTOINETTES FÆNGSELSTID OG DØD
5
„Ja,“ kunde hun skrige med dirrende stemme, medens hun maalte gulvet med lange skridt, „jeg vil gaa ned og raabe til dem: Franskmænd! Man har været saa grusom at indbilde eder, at jeg ikke elsker Frankrige, jeg, som er kon gens hustru, jeg, som er kronprinsens moder!" Men efter saadanne øieblikkes ophidselse mistede hun atter hurtig illusionen om at være istand til at røre sine for nærmere. Hver time paa dagen var hendes liv en sjælelig kamp. Den korte tid af en maaned forandrede i paafaldende grad saavel hendes som prinsesse Elisabeths udseende. Navnlig var dronningen næsten ikke til at kjende igjen; junidagens rædsel havde gjort hende tyve aar ældre end før; hun var slidt af træthed, angst og vaagne nætter. Man havde givet løfter i mængdevis om at ville forsvare hende og hendes nærmeste. Men hvor var opfyldelsen af disse løfter? Marie Antoinette, hendes børn og de faa, som var forblevne tro i hendes tjeneste, var hvert øieblik udsatte for at miste sit liv. Dronningen seiv gik kun tilsengs hver anden nat af frygt for snigmordere; og hun var nødsaget til at have en hund i sit soveværelse, for at den kunde gjø, dersom nogen sneg sig ind. Kongen levede i en uafladelig nervøs rædsel for de be givenheder, som kunde indtræffe. De skamskrifter og skrækkelige karikaturer, som hver morgen fandtes opklæbede under hans vinduer, den stadige omstyrten af planer til hans redning, alt havde gjort et saa dant indtryk paa ham, at han næsten syntes at have mistet brugen af sine lemmer. Han vovede ikke at klæde sig af om aftnerne. I angst for sine kjæres liv pleiede han tre—fire gange hver nat at liste sig hen til sin hustrus, sin søsters og børnenes døre. „Er I derinde?" hviskede han. De svarede: „Ja, vi er her endnu!" Dersom de af træthed endelig var faldne i søvn, vække des de af ny haan, af nye forfølgelser under vinduerne. Kongefamilien imødesaa angstfuld føderations-festen, som skulde feires den fjortende juli, og ved hvilken leilighed
