4
MARIE ANTOINETTE, DRONNING AF FRANKRIGE
budt at gaa ned i haven. Rasende herover kaldte de terras sen for „folkets jord“, haven derimod for „Koblenz“. Indskrifter underrettede de forbigaaende om denne nye typografi. Paa træerne rundt om terrassen læste man: „Borgere! Hav agtelse for eder seiv. Forlen denne svage skranke med bajonetternes kraft. Borgere! Betræd ikke den fremmede jord, dette Koblenz, arnestedet for fordærvel sen! “ Opviglerne havde saa stort herredømme over mængden, at ingen overtraadte forbudet, skjønt kongen efter en tids forløb atter lod gitterportene aabne, og skjønt sommeren var trykkende hed og træerne i slotshaven bød kjølende skygge. Vovede en enkelt at overskride den grænse, som revolu tionsmændene havde stillet, kom han meget hurtig til at angre det. Uden at bemerke plakaterne gik en ung mand en dag fra terrassen ned i haven. „Til lygtepælen med ham!“ raabte man fra alle kanter. Raadsnar trak han sine sko af fødderne; han tog sit lomme tørklæde frem og tørrede støvet af sine saaler. Nu raabte man bravo, og han blev baaret i triumf. Inden lang tid var forløben, tillod opviglerne dog atter den revolutionære befolkning at trænge ind i slotshaven; thi nu stemte det overens med deres planer, at masserne veltede sig rundt derinde under latter og skrig. Mod slutningen af juli blev dronningen tvungen ti! at give afkald paa sine spadsereture i haven. Naar hun viste sig, blev hun paa det groveste forfulgt. Usædelige og løgnagtige historier om hende og om hendes moder blev gang paa gang fortalte lige for hendes øren. End ikke alterets hellighed var istand til at beskytte hende: klammerierne fra gaden fort sattes i kirken. Følelser og stemninger vekslede i den ulykkelige dron nings sjæl. Snart troede hun sig ugjenkaldelig fordømt af skjebnen; snart igjen blev hun oplivet af nogle sparsornme glimt af haab. Gjennem aar havde hun været gjenstand for folkets had og vidst, at hun var det; og dog kunde hun ikke vænne sig dertil. Hun forfærdede sine damer ved at udbryde, at hun agtede at gaa ned og tale til masserne.
