2
MARIE ANTOINETTE, DRONNING AF FRANKRIGE
,Jeg har hørt om det mod, med hvilket De forsvarede kongen. Jeg deler hans taknemmelighed mod Dem!“ „Madame,“ svarede oldingen med hentydning til medlem mer af hans slegt, som havde været med til at fremskynde revolutionen, „hvad jeg har udrettet er saare lidet i sammen ligning med den skade, som jeg vilde ønske at kunne gjen oprette. Det er ikke mig, som har tilføiet den; men den berører mig paa saa nært hold." Malesherbes fulgte efter marechallen af Mouchy. Den gamle statsmand havde mod sædvane hægtet sværdet til sin side. „Det er længe siden, De har baaret sværd," sagde en af hoffolkene til ham. „De har ret," svarede den tidligere minister. „Men hvem vil ikke væbne sig, naar kongens liv er i fare?" Indbruddet i slottet havde snarere skadet end gavnet det revolutionære parti. Retsindige borgere misbilligede de for bryderske hensigter, der saa tydelig var bleven lagte for dagen ved denne leilighed; seiv flere af girondisterne be gyndte at føle faren ved frit at give folkets bærme tøilerne i hænde. ,Jeg kan ikke sige Dem, hvor meget kongen har vundet i alies agtelse og hengivenhed efter den tyvende juni," heder det i et privatbrev fra Paris fra denne tid. For en energisk hersker vilde det under disse omstæn digheder maaske endnu have være muligt at vove et slag. Men den vaklende Ludvig eiede hverken handlekraft eller vilje; intet kunde bringe ham til at give afkald paa den føie lige langmodighed, som blev en hovedaarsag til hans ruin. Endog Marie Antoinette begyndte at modsætte sig kraf tige forholdsregler. Man meddelte hende, at der skulde op tages forhør i anledning af begivenhederne. Hun vidste, at kammertjeneren Hue vilde blive indkaldt som vidne, og hun sagde til ham; „Skaan de skyldige. Læg overbærenhed i Deres udsagn, forsaavidt som sandheden tillader dette!" Samtidig som hengivenhedsadresser strømmede ind fra mange sider, opsloges der imidlertid ogsaa store plakater, hvor Ludvig betegnedes som „den falske konge, der er istand
