20
havde ført hende som fange til Paris den sjete oktober 1789. Han havde været hendes fange vogter i Tuilerierne. Synet af ham havde fyldt hende med rædsel hin mindeværdige nat, da hun flygtede ud af slottet og forvildede sig paa Caroussel-pladsen. Det var hans adjudant, som var kommen efter kongefamilien til Varennes. Lafayette havde været tilstede ved den ydmy gende tilbagekomst. Hans blotte navn bragte hende til at skjælve af had og rædsel. Forgjeves havde prinsesse Elisabeth bøn faldt: Lad os glemme det forbigangne. Lad os kaste os i armene paa denne eneste mand, der er istand til at frelse kongen og os." Marie Antoinette kunde ikke udholde den tanke at være generalens skyldner. Mirabeau havde i sine sidste, fortrolige raad lagt hende paa hjerte ikke at fæste tillid til ham. „Ma dame," havde han sagt, „ mistro Lafayette! Dersom han nogensinde bliver armeens øverst befalende, vil han holde kongen fangen i sit telt." — Rygter om planer til kongefamiliens frelse var imidlertid alligevel trængte ud blandt Ludvig den sekstendes venner. Under føderations-festen havde de blandet
