16 vende sig og fare sammen. Hun skjalv over hele legemet. Hendes ansigt udtrykte saa me gen sorg og lidelse, en saa mørk selvopgiven, at endog modstandere følte medlidenhed. «Udtrykket i hendes ansigt vil aldrig ud viskes af min erindring", siger madame de Staél. „ Hendes øine var opsvulmede af graad. Hendes prægtige dragt, hendes høihedsfulde holdning stod i den mest skjærende modsæt ning til de skarer, som omringede hende. Kun nogle nationalgardister skilte hende fra befolk ningen ; og de væbnede mænd, der var samlede paa Marsmarken, saa snarere ud, som havde de givet møde i anledning af et oprør end i anledning af en festligbed." En mængde mennesker af et mistænkeligt udseende havde bemægtiget sig trappen. Lud vig var ikke istand til at naa helt op til alteret. Et medlem af den lovgivende forsamling havde den aandsnærværelse at raabe: «Giv agt, grenaderer! Løft eders vaaben!" Revolutionsmændene blev skræmte af dette raab og forholdt sig rolige. Dronningens angst fordobledes istedetfor at svinde. Kongen aflagde eden, medens fem og firti
